Bygdebestyrelsesformand i Narsarsuaq: Hotellet kan sikre liv i bygden

Der skal nu tages stilling til fremtidig anvendelse af Hotel Narsarsuaq, når atlantlufthavnen lukker i 2025.

Hotel Narsarsuaqs fremtidige anvendelse er drøftet på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde. Kommune Kujalleq har interesse i, at hotellet sendes i offentligt udbud for at tiltrække private investorer til turismeudviklingen i kommunen.
Offentliggjort

Fra 2025 vil der kun udføres helikopterflyvninger til og fra Narsarsuaq. Naalakkersuisuts plan om at gøre den nuværende atlantlufthavn til en heliport, har de seneste mange år ført til megen spekulation om bygdens fremtid.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

I forbindelse med nedgradering af lufthavnen i Narsarsuaq til heliport skal der også tages stilling til Hotel Narsarsuaqs fremtidige anvendelse. Hotellet drives i dag af Mittarfeqarfiit, der på et møde i arbejdsgruppen for Narsarsuaqs fremtid i oktober har udtalt, at man ønsker at høre kommunalbestyrelsen om, hvilken fremtidig interesse Kommune Kujalleq har for hotellet i Narsarsuaq.

Naja Lund (IA) sidder i kommunalbestyrelsen og er bygdebestyrelsesformand i Narsarsuaq. Hun er opvokset i og bor stadig i bygden, arbejder for Air Greenland i Narsarsuaq og håber, at hotellet forbliver åbent. Det er ifølge hende den eneste forretning, der kan holde liv i bygden, når atlantlufthavnen lukkes.

- Når lufthavnen lukker, er det hotellet, der skal drive bygden. Det er den eneste virksomhed, som kan føre bygden, turismen og erhvervslivet videre, fortæller Naja Lund til Sermitsiaq.

Læs hele artiklen i den seneste udgave af Sermitsiaq her:

Powered by Labrador CMS