Brugseni har store udfordringer med RAL

Fødevarekæden er afhængig af levering af containere fra Royal Arctic Line, men oplever ofte, at de ikke modtager containere, som ellers er booket på forhånd. I sidste ende er det kunderne, som rammes.

Offentliggjort

Brugseni er meget afhængig af Royal Arctic Line, der transporterer containere med forsyningsskib til Grønland.

Fødevarekæden har nu i en periode haft store udfordringer med, at de ikke modtager containere de kan pakke varerne i ved transport fra Danmark, selvom de er booket på forhånd.

- Vi og samfundet er dybt afhængige af Royal Arctic Line, og når størstedelen af vores varer kommer med skib, er det en stor udfordring, når vi ikke kan få de containere vi booker på forhånd. Dette er et stort tab for os, men også til stor frustration for vores kunder, siger Randi Vestergaard Evaldsen, der er sortiments- og logistikchef i Brugseni, til Sermitsiaq.AG.

Kommunikation & Marketingchef hos Royal Arctic Line Ann-Britta Olsvig oplyser, at RAL i lighed med den globale containertrafik også er ramt af mangel på containere.

-Dette skyldes bl.a. at Royal Arctic Line, grundet global containermangel, ikke længere kan trække på buffere, der ellers normalt benyttes i spidsperioder, lyder forklaringen.

Udgifter

Og det har altså givet udfordringerne for Brugseni, der blandt andet ikke har fået leveret containere der har været booket tre uger på forhånd. Og her får Brugseni så udgifter til lastbilkørsel i Danmark, selv om containere ikke er blevet leveret.

- Denne situation er ikke holdbar for os. Vi har ingen andre muligheder for at få fragtet vores gods op, der er Royal Arctic Line og ikke andet, siger hun.

Ann-Britta Olsvig påpeger at denne vinters issituationen i Grønland haft en negativ effekt på rotationen af containere, idet mange containere har været låst af indhold der ikke kunne bringes til deres destination grundet isen.

- Med åbningen af lukketvandsbyerne vil dette naturligt øge rotationen af containere. Disse udfordringer har medført, at bookinger har været godkendt med forbehold for at udstyr er tilgængelig, hvilket ikke altid har været situationen, jf. udfordringer nævnt ovenfor.

Pilersuisoq oplyser, at de ikke oplever lignende problemer, da de kun får leveret stykgods og ikke bruger containere.

Gør alt for at løse udfordringerne

Randi Vestergaard Evaldsen er ked af den ifølge hende manglende kommunikation mellem Royal Arctic Line og deres kunder.

- Man skal virkelig kæmpe en brav kamp, for at komme igennem og bare få et par brugbare svar. Når de beder os om at gøre noget, gør vi det, men de lykkedes bare ikke med noget fra deres side.

- Der er vildt frustrerende for os og vores pakkefolk i Danmark. Ikke mindst for vores butikker på kysten, som intet kan gøre. Kunderne er selvfølgelig utilfredse med hensyn til vores varemangel uge efter uge. Vi gør alt hvad vi kan for at løse udfordringerne, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Håber på det løses

Problemerne med manglende containere har varet mere end et halv år og Randi Vestergaard Evaldsen håber, at situationen bliver bedre, når Royal Arctic Line flytter fra Aalborg til Aarhus.

Og netop den udvikling burde hjæle på situationen oplyser Ann-Britta Olsvig.

- Med udgangen af juni måned anløber Royal Arctic Line kun en havn i Danmark. Dette vil medføre at der vil blive kortere transittid på en rotation samt at der kun vil være behov for et lager ved Århus og ikke som i dag ved Århus og Aalborg, dette vil bidrage til løsningen af situationen.

- Det kan vi vel kun håbe - men det kræver, at RAL begynder at tænke over, hvorfor de er sat i verden, og hvad deres opgave er. De skal til at sætte kunderne i centrum og løse opgaven for Grønland, slutter Randi Vestergaard Evaldsen.

Powered by Labrador CMS