Borgmester-opråb: Stop nu ulovligt garnfiskeri

Der foregår ifølge borgmester Palle Jerimiassen ulovligt garnfiskeri af hellefisk i Avannaata Kommunia, og det skal stoppes, lyder det.

Offentliggjort

Avannaata Kommunia oplyser i en pressemeddelelse, at de kender til mere end ti fiskere, der fisker ulovligt med garn efter hellefisk. Det udløser en opsang til fiskerne fra borgmester Palle Jerimiassen.

- Jeg vil gerne opfordre fiskerne i Ilulissat til snarligt at stoppe ulovligt garnfiskeri efter hellefisk i Ilulissat fjord, og beder dem samtidig om at trække deres garn ind, siger han.

Palle Jerimiassen oplyser til Sermitsiaq.AG, at det er en henvendelse fra lokale fiskeriorganisationer, der har gjort ham opmærksom på problemet.

Ifølge vedtægten for garnfiskeri efter hellefisk fra den 6. september 2011 er garnfiskeri efter hellefisk ulovligt, og derfor må fiskere, der benytter garn, stoppe deres fiskeri, lyder det fra kommunen.

Meldt til GFLK

Borgmesteren har i den forgangne uge haft kontakt til GFLK og fortalt om situationen. Souschef hos Grønlands Fiskerilicenskontrol (GFLK), Niels J. Laursen, bekræfter at de har modtaget hendvendelsen, men han kan ikke sige mere end, at GFLK følger op på sagen.

Borgmesteren i Avannaata tilskynder, at fiskerne tænker på andre, når de overtræder reglerne.

- Hvis garnfiskeriet ikke stoppes, vil samtlige fiskere – også fiskere, der følger vedtægten - blive ramt, hvilket må anses som respektløst over for andre fiskere og over for eget erhverv, siger han.

Det handler om at fremtidigt garnfiskeri skal kunne forsvares, hvilket kræver, at samtlige fiskere tager ansvar og følger vedtægten for garnfiskeri, lyder det.

- Hvis lukning af garnfiskeri skal undgås, må man også undgå at ramme andre fiskere, og derfor opfordrer jeg jer inderligt om at trække jeres garn ind fra Ilulissat fjord, siger Palle Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS