BankNordik nedlægger job i Grønland
BankNordiks filial i Grønland bliver også ramt, når det gælder om at reducere bankens omkostninger.
Administrerende bankdirektør Árni Ellefsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at man har valgt at nedlægge to stillinger, der i dag står ubesatte.
- Der vil imidlertid ikke ske afskedigelser i Grønland, fastslår bankdirektøren.
Tidligere i dag blev det oplyst, at banken ville afskedige 10 medarbejdere og nedlægge 15 ubesatte stillinger.
Fordelingen ser således ud:
- Danmark: 6 afskediges, 7 ubesatte nedlægges
- Færøerne: 4 afskediges, 6 ubesatte nedlægges
- Grønland: Ingen afskediges, 2 ubesatte nedlægges
Árni Ellefsen oplyser i øvrigt, at man i de kommende måneder vil tage kontakt til de privatkunder, som har et indestående på mere end 500.000 kroner, som efter 1. marts pålægges en negativ rente på 0,75 procent.
Kunderne kontaktes
- Vi vil i samråd med kunderne tilbyde dem andre investeringsmuligheder, så de undgår negative renter. Det øger naturligvis risikoen at investere i aktier eller obligationer, så det afhænger også af, hvor risikovillig den enkelte er, forklarer bankdirektøren.
Han oplyser, at det ikke er forventningen at BankNordik vil miste markedsandel i Grønland.
- Vi er fortsat interesseret i at øge markedsandelen i Grønland, fastslår han. Han mener imidlertid, at det har været tvingende nødvendigt at reagere på det negative rentemarked, som koster banken penge.
Rentegrænse adskiller sig
Adskillige danske banker har for længst annonceret, at de indfører negative renter for privatkunder. Men her er grænsen noget højere, end det udspil BankNordik er kommet med. I danske banker træder den negative rente typisk først i kraft, når indestående overskrider 750.000 kroner. BankNordik har valgt, at beløbet skal være 250.000 kroner lavere.
Den færøske bank oplyser, at besparelser og indførelsen af negative renter vil give banken en gevinst på 40 millioner kroner.