Albatros smider millionbeløb i hotel
Albatros Travel tror på vækst på især kinesiske turister til Grønland.
I Albatros Travel spirer optimismen. Rejse koncernen venter i år en kraftig stigning i omsætningen på det grønlandske marked i forhold til 2018. Årsagen er, at turister i stigende grad vil til Grønland.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Det er en udvikling, der går stik imod, hvad konkurrerende islandske rejseaktører oplever i Island. Her ventes i 2019 en kraftig tilbagegang i antallet af turister.
Albatros’s indtægter i Grønland kommer både fra krydstogtturisme og landbaserede turisme til blandt andet Kangerlussuaq og Ilulissat, hvor Albatros kan tilbyde gæsterne overnatning.
I juli har der været 90 procents belægning på selskabets overnatningssteder i Kangerlussuaq og Ilulissat.
– I år får vi en samlet omsætning i Grønland på omkring 50 millioner kroner. Det er en vækst på tolv procent i forhold til 2018.
Det oplyser Gorm Pedersen til Sermitsiaq. Han er administrerende direktør for Albatroskoncernens datterselskaber Albatros Arctic Circle i henholdsvis Kangerlussuaq og Ilulissat samt koncernens krydstogtforretning, Albatros Expeditions.
Modernisering
Koncernen har netop besluttet at modernisere Hotel Hvide Falk i Ilulissat, som selskabet 1. januar sidste år købte af Tuuta Lynge og Jakob Knudsen.
– Vi investerer et millionbeløb i hotellet. Første fase i den nye plan er i 2020 at renovere ni lejligheder, der skal op i premium standard. I anden fase skal hotellets restaurant renoveres. Desuden skal vi have bygget et lille konferencecenter, som kan tage op til 40 personer. Det er blandt andet for at servicere lokalbefolkningen, der kan holde alle deres fester fra fødselsdage til julefrokoster, fortæller direktøren.
Læs mere om renovering og udbygning af Hotel Hvide Falk i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Du kan få adgang til avisen ved at klikke på nedenstående link: