Air Greenland: Norsaq-eftersyn trækker ud
Den gamle Airbus-atlantflyver Norsaq blev under et eftersyn i Frankrig ramt af corona-krisen, og det vil medføre en forsinkelse på mindst 2,5 måneder.
Air Greenland er på flere planer ramt af corona-krisen. Flyselskabet er i gang med en større sparerunde, hvor det er planen at reducere medarbejderstaben med 20 procent, og oveni må man vente på at få atlantflyveren Norsaq i drift.
I midten af februar blev Norsaq pillet ud af trafikprogrammet, fordi den skulle til det årlige eftersyn – et såkaldt C-check. Det foregik på fabrikken Sabena Technichs i Bordeaux i Frankrig, og her har der også været et alvorligt udbrud af coronavirus.
Leasing-aftale forlænget
Corona-udbruddet medførte, at fabrikkens medarbejdere blev sendt hjem og eftersynet blev derfor stærkt forsinket. Således var det planen, at Norsaq kunne vende snuden tilbage til København-Kangerlussuaq-ruten den 17. marts.
Forsinkelsen har tvunget Air Greenland til at forlænge sin leasing-aftale med det portugisiske Hifly. En løsning, der alt andet lige er dyrere, end hvis den gamle A330-200 var brugbar.
- Vi regner med at have Norsaq i drift igen fra den 1. juni, oplyser Air Greenlands administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen til flymagasinet check-in.dk.