Air Greenland har fortsat røde tal
Air Greenland fremviser i deres halvårsrapport et underskud på -14,1 millioner kroner i det første halvår af 2021. Virksomheden forventer overskud på årsresultatet.
Air Greenland kan fortsat mærke coronapandemien og de afledte rejserestriktioner, hvilket giver færre rejsene.
Det fortæller Air Greenland i en pressemeddelelse.
Og det kan afspejles i Air Greenlands halvårsresultat for 2021, der viser røde tal. Air Greenland leverer et koncernresultat før skat på -14,1 millioner kroner i de første seks måneder af 2021. Det er en forbedring på 16,4 millioner kroner for samme periode sidste år, hvor resultatet lød på -30,5 millioner kroner.
Har hævet priserne for at mindske underskud
Selvom Air Greenland i starten af året justerede sine forventninger ned som følge af Covid-19, har rejseaktiviteterne været endnu lavere end forventningerne.
- Det har været et udfordrende år, hvor pandemien og de afledte rejserestriktioner desværre har betydet langt færre rejsende, end vi havde forventet. Særligt på vores atlantafgange. Vi har formået at reducere tabet ved at skære ned på vores omkostninger alle de steder, det har været muligt, og en af konsekvenserne har været, at vi har måttet hæve priserne, siger direktør Jacob Nitter Sørensen.
Selskabet endte året med det laveste antal medarbejdere i fem år, omkring hundrede færre end året før i alt 544 ansatte, efter en fyringsrunde i maj sidste år. Men nu mener direktøren at der er lys forude.
- Vi ser nu frem til et mere positivt efterår, hvor vi forventer flere rejsende og færre restriktioner på indrejse efterhånden som vaccinationsprogrammet skrider frem, siger han.
Direktøren understreger, at flere rejsende vil betyde, at priserne kan sænkes igen.
Forventer overskud på året
Selvom koncernresultatet fra slut juni viser røde tal, så forventer Air Greenland et lille overskud på årsresultatet.
- Til trods for Covid-19 og lavere aktivitet i første halve år, forventer Air Greenland nu et samlet årsresultat på 60-80 millioner kroner. Det forventede årsresultat er dermed væsentlig over 2021 budgettet, skriver Air Greenland, som havde budgeteret med et resultat på 30-40 millioner kroner før skat i 2021.
Forventningen er justeret på grund af øget rejseefterspørgsel og den igangværende udrulning af vaccinationsprogrammet.
Den likvide beholdning udgør 504 millioner kroner ved udgangen af juni 2021, hvilket er en stigning på 314,1 millioner kroner i forhold til slutningen af 2020. Den øgede likviditet skyldes dels øget gæld, der skal finansiere Air Greenlands flådefornyelse, dels en kortvarig forsinkelse på op mod seks måneders relateret til investering i nye helikoptere, oplyser Air Greenland.