Aasiaat-fabrik melder om opbrugt kvote: Indhandling stopper – forsøgsfiskeri fortsætter i en kort periode
Indhandling af rejer til den ordinære rejeproduktion på rejefabrikken i Aasiaat stopper den 15. august, har virksomheden oplyst til medarbejderne. Der vil dog fortsat blive indhandlet til fabrikken fra et forsøgsfiskeri frem til slutningen af måneden.
Foto: Leiff Josefsen
Indhandlingen til Polar Raajat stopper den 15. august, hvilket er en måned før tid forventet.
Det har selskabet oplyst til sine medarbejdere.
Selskabet forklarer situationen med, at der ikke er mere kvote til indhandling i Aasiaat. Der vil dog være en overgangsperiode fra den 15. til den 31. august, hvor trawleren Polar Arfivik udfører forsøgsfiskeri efter Montagui-rejer, der vil blive indhandlet i Aasiaat.
I et opslag på Facebook skriver Polar Seafood Greenland, at det er vigtigt at understrege, at fiskefabrikken i Aasiaat ikke lukker, men at den fortsætter produktionen, så længe der er andre råvarer at forarbejde. Det er den ordinære rejeproduktion, der afsluttes, mens forsøgsfiskeriet efter montagui kan forlænge rejeproduktionen i en begrænset periode.
Fabrikken i Aasiaat er en af byens største arbejdspladser med omkring 100 ansatte. Den ejes af Polar Seafood, hvor ledelsen flere gange har været ude med budskabet om, at fabrikken stod over for lukning, medmindre myndighederne tilførte flere kvoter.
Polar Raajat skriver i beskeden til medarbejderne, at man har forsøgt at skaffe nye råvarer som erstatning for rejerne, men det er ikke lykkedes fuldt ud, men der er optimisme på baggrund af et aktuelt udbud fra Naalakkersuisut på hellefiskkvoter.
- Vi ved ikke, hvornår fabrikken kører på sit vanlige høje aktivitetsniveau igen. Forhåbentlig til oktober men det er ude af vores hænder, skriver Polar Raajat til medarbejderne.
Topledelsen i Polar Seafood, Miki Brøns og Bent Salling, er ligeledes direktører i selskabet Qeqertalik Seafood, som har budt på Naalakkersuisuts nylige udbud af 2.470 tons hellefisk i Vestgrønland 5.000 tons torsk i Østgrønland. Selskabet dyster mod et andet selskab, der har deltagelse af Royal Greenland, om de eftertragtede kvoter. Læs mere om det i denne artikel: Mange nye fiskeriselskaber kaster sig ind i kampen om store kvoter
Udmeldingen fra Polar Raajat om indhandlingsstoppet har fået medlem af kommunalbestyrelsen i Qeqertalik Aqqa Samuelsen (S) til at kræve, at Naalakkersuisut går i yderligere dialog med fabrikken for at sikre arbejdspladserne i Aasiaat.
Han kalder situationen uacceptabel:
– Det er et alvorligt signal om usikkerheden omkring fremtiden for arbejdspladser og produktion i Aasiaat. Naalakkersuisut bør derfor straks handle, skriver Aqqa Samuelsen i pressemeddelelse.