Tætte opgør i begge GM-semifinaler

B-67 og G-44 vandt hver deres semifinale til GM i fodbold. Dermed skal de spille finale mod hinanden lørdag.

De forsvarende mestre fra B-67 er klar til finalen efter sejr mod værterne Aqissiaq i Maniitsoq.
Offentliggjort

Der var fortrinlig underholdning til de fodboldinteresserede i Maniitsoq fredag aften. Underholdningen blev endda forlænget, da begge GM-semifinaler krævede ekstra tid for at finde deres vindere.

De forsvarende mestre, B-67 fra Nuuk, var oppe imod værterne fra Aqissiaq. Rene Eriksen Petersen bragte B-67 foran på straffespark. Kort efter pausen slog Henning Wind igen på hovedstød, til stor begejstring for hjemmepublikummet.

Men gæsterne fra Nuuk var det mere effektive hold, viste den forlængede spilletid. Mod slutningen lukkede de kampen med to yderligere mål af Rene Eriksen Petersen til resultatet 3-1.

Dramatisk opgør

Semifinalen mellem IT-79 fra Nuuk og G-44 fra Qeqertarsuaq var endnu tættere. Først kom G-44 foran, da højt pres lønnede sig med en bolderobring, og Gustav Krogh skød bolden mellem benene på keeperen.

Senere var det IT-79's tur til at udnytte en fejl. G-44's målmand Peter Berthelsen skulle sparke bolden væk, men kom til at servere den for modstandernes Qulutannguaq Titussen. IT-79-angriberen tog imod gaven og lobbede bolden i mål til 1-1.

De sidste minutter af ordinær spilletid bød på yderligere to mål. Først scorede Gustav Krogh igen for G-44. Derefter viste Rene Poulsen fortrinlig teknik med sit direkte frisparksmål, der sendte kampen i overtid.

Efter 120 minutter var stillingen endnu 2-2, og kampen måtte afgøres med straffesparkskonkurrence. Det var samtidig en chance for målmand Peter Berthelsen til at komme stærkt igen efter en dum fejl tidligere. Hans to redninger var med til at få sejren hjem til G-44, og efter kampen blev han løftet op i hyldest af holdkammeraterne.

Klar til finalen

Det hele skal afgøres lørdag, hvor kampene bliver sendt på KNR. Først er det bronzekamp mellem Aqissiaq og IT-79 klokken 14.00, og så skal mesterskabet afgøres mellem B-67 og G-44 klokken 16.00.

Powered by Labrador CMS