TAAK satser på VM-kval for ungdommen
Grønlands ungdomslandshold i håndbold skal kunne være vært for VM-kvalifikationer fremover. Det mener håndboldforbundet.
Grønlands ungdom skal have mulighed for at kunne spille internationale kampe i håndbold på hjemmebane. Derfor arbejder håndboldforbundet, TAAK, på en langsigtet plan, der skal sikre en bedre udvikling af den talentmasse, Grønland har, og bedre faciliteter til at have udenlandske gæster.
Det skriver TAAK, der har fået blod på tanden efter at have været vært for VM-kvalifikationskampe for kvindelandsholdet i juni i år.
Internationale kampe har bidt sig fast
Håndboldforbundet satser på, at ungdomslandsholdene i håndbold kan være vært for kvalifikationskampe i VM tidligst i 2030.
- Vi skal stadig have konkurrencestærke hold. Der skal stadig spilles landskampe, men meget mere på hjemmebane. Det er de kampe, der skal gøre vores landsholdsspillere klar til at spille under pres, skriver TAAK.
Derfor arbejder TAAK nu på en plan for udvikling af håndboldtalenter ved at satse på mere træning. TAAK oplyser, at der er god stemning blandt de unge spillere.
Længe siden sidst
- Dette er guld værd for vores landshold. De vil glæde sig til samlingerne og være fælles om at nå deres målsætninger, lyder det.
Håndboldforbundet oplyser, at de arbejder på at rekruttere flere yngre håndboldspillere. På nuværende tidspunkt er det kun Nuuk, der har de rette rammer for at holde landskampe. Men TAAK håber, at landskampe i fremtiden skal kunne afholdes i andre byer.
På ungdomssiden var dameungdomslandsholdet U20 med i 2010 Sydkorea og på herre ungdomssiden var U21-holdet til VM 2023 i Grækenland. Begge ungdomslandshold var dog med på grund af afbud.