Den stille nattevagt

Jeg sover ikke så meget for tiden.

Min søn er tre måneder gammel. Han vågner om natten. Nogle gange to gange, andre gange mange flere. Der er amninger, små lyde og en hånd, der skal holdes. Og nogle nætter er han bare ikke helt enig i, at natten er til for at sove. 

Jeg burde være træt.

Men det er jeg ikke rigtigt.

Jeg kan stå op om morgenen efter en nat, der er blevet delt op i små bidder, og stadig fungere. Jeg kan tale med min datter, lave morgenmad, svare på beskeder og gå en tur med barnevognen. Jeg kan tænke. Jeg kan skrive.

Nogle dage glemmer jeg næsten, hvor lidt jeg egentlig har sovet.

Det har fået mig til at tænke på, hvor mærkelig en organisme den kvindelige krop egentlig er.

For måske er det ikke bare viljestyrke. Måske er en del af mig altid vågen nu.

Jeg begyndte derfor at læse om, hvad der egentlig sker med kroppen efter en fødsel. I en artikel fra Momkind om hormoner efter fødslen læste jeg om de store hormonelle forandringer, der sker i kroppen, og om hvordan blandt andet amning påvirker hormoner som oxytocin og prolaktin. Artiklen beskriver også, hvordan hormoner, søvnmangel og et nervesystem i konstant beredskab kan spille sammen i tiden efter fødslen.

Barnet er født. Men kroppen er ikke færdig.

Den fortsætter med at forandre sig og tilpasse sig det nye liv.

Måske er det derfor, jeg vågner ved den mindste lyd. Måske er det derfor, jeg kan sove let og alligevel falde i søvn igen på få minutter. Som om kroppen har lært en ny form for søvn: en, hvor en del af mig altid lytter efter ham.

Jeg bliver fascineret af det.

For jeg har altid tænkt, at søvn var noget, kroppen holdt regnskab med.

En nat for lidt. En time for lidt. En lille gæld, der langsomt voksede.

Men sådan føles det ikke lige nu.

Kroppen har sine egne måder at holde mig kørende på.

Måske kan man i en periode leve på noget andet.

På hormoner. På beredskab. På kærlighed?

På den mærkelige tilstand, hvor man sover med en del af sig selv vågen.

For jeg kan mærke, at jeg er anderledes om natten nu.

Jeg vågner, før han når at græde. En lille lyd fra vuggen er nok. En bevægelse. En ændring i hans vejrtrækning.

Det er en særlig form for vågenhed. Ikke den vågenhed, man kender fra en deadline eller en nat i byen. Ikke den rastløse vågenhed, hvor man ønsker sig søvnen.

Det er en vågenhed, der kommer, fordi et andet menneske er tæt på.

Men vågenheden i mørket er hverken rædsom eller ensom.

Den er fuld af nærvær.

Og sådan sidder jeg tit om natten med min søn i armene og tænker på, hvor mange kvinder der mon også er vågne lige nu med et lille barn i armene.

Det føles som et stille fællesskab.