Slettemark kvalificerer sig til World Cup - men deltager ikke
Skiskytter Sondre Slettemark har kvalificeret sig til de kommende afdelinger i World Cup i skiskydning. Han deltager dog ikke, da han vil koncentrere sig om gymnasiet samt det kommende Norges Cup og Junior VM.
Sondre Slettemark har ved flotte resultater i IBU Cup i Sverige kvalificeret sig til de næste tre World Cup stævner i skiskydning, som finder sted i henholdsvis Slovenien, Tyskland og Italien i januar.
Det oplyser Grønlands Biathlon Forbund.
Ved IBU Cup løb 18-årige Sondre Slettemark ind på en 48. plads af de 110 startende, blot 2,36 minut efter den norske vinder, 25 år gamle Endre Strømsheim. Løbet gav Sondre 97 IBU points.
Stolt og tilfreds
Forbundet oplyser, at Sondre Slettemark dog ikke kommer til at benytte sig af muligheden for at deltage i World Cuppen på grund af andre prioriteter.
- Jeg er naturligvis enormt stolt og tilfreds med, at jeg har løbet så godt, at det udløser en mulighed for at løbe mod de bedste i verden. Men jeg går i 3. klasse i gymnasiet, og det ville være svært at finde tid til at rejse så meget lige nu, udtaler atleten og fortsætter:
- Jeg har allerede for lang tid siden besluttet sammen med min træner, at Norges Cup og Junior VM er mine prioriterede løb denne sæson. I Norges Cup har jeg en første plads fra sidste år. I år vil jeg gerne have flere placeringer helt i toppen til Norges Cup og gerne være blandt de bedste i den samlede cup.
Vil forbedre vm-placering
Han siger videre, at han gerne vil forbedre sin 20. plads fra VM sidste år:
- Jeg er nu ældste årgang i Youth klassen til Junior VM, så der skulle være muligt at få nogle rigtig gode løb der, siger Sondre Slettemark.
Skiskytten løber sæsonens første Norges Cup den 7-8 januar. Junior VM løbes i begyndelsen af marts.