S-68 undskylder for racistisk tilråb
Fodboldklubben S-68 sender en officiel undskyldning på vegne af hele klubben for racistiske tilråb ved det netop overståede GM i futsal for U-18. Det er ikke en accepteret adfærd, siger træneren.
Forskelsbehandling på baggrund af race, køn, seksualitet og religion er ikke en accepteret adfærd i fodboldklubben S-68.
Det oplyser træner i S-68’s U-18-hold, Inunnguaq Mørch til Sermitsiaq.AG.
Fodboldklubben har udsendt en officiel undskyldning for optrinnet, der skete lørdag den 26. marts under GM i futsal for U-18.
Spiller sat på bænken
Her blev en spiller udvist på grund af racistiske tilråb til modstanderens træner.
Inunnguaq Mørch forklarer, at han selv bad spilleren om at forlade banen, da han godt kunne se, at spilleren ville få et rødt kort for opførslen.
- Det er en adfærd som vi på ingen måde ikke accepterer i vores klub. Bestyrelsen i klubben skal holde møde for at drøfte, om der skal være yderligere repressalier for spilleren, siger Inunnguaq Mørch, træner for S-68 U-18.
Holder møde med spillerne
Inunnguaq Mørch forklarer, at han har holdt møde med sine spillere og oplyst om hvilke værdier, S-68 har.
Her er det vigtigt for træneren at understrege, at en af værdierne er at vise respekt for modstanderen og aldrig at forskelsbehandle medspillere og modspillere på baggrund af blandt andet race, køn og religion.
- Jeg som træner arbejder med forebyggelse. Jeg er med til at forebygge brug af alkohol og euforiserende stoffer, og opfordrer mine spillere om at holde sig fra disse.
- Og jeg har også fortalt mine spillere, at jeg ikke accepterer adfærd, der forskelsbehandler andre mennesker. Det har mine spillere forstået, siger han.
Han oplyser også, at klubben er opmærksom på, at der kan forekomme karantæne af spillere, hvis spillerne har udvist ikke acceptabelt adfærd før, under og efter turneringer. Og at spillerne er gjort opmærksom på, at der kan være konsekvenser i form af karantæne, på grund af uacceptabel adfærd.