Rørt til tårer i Tasiilaq: Træneren har aldrig set så adrætte og veltrænede børn

DGI Fyns Repræsentationshold har lavet workshops i Grønland, herunder hallen i Tasiilaq, som nu er udstyret med nye redskaber. Udviklingschef Pernille Thorup håber, at kommunalbestyrelsen vil afsætte midler til en ny uddannelse.

- Hvis Tasiilaq fik noget hjælp, så kunne man få en træneruddannelse til Igdlo, byens ungdoms- og kulturhus, men der skal noget økonomi til, siger Pernille Thorup.
Offentliggjort

Danske supergymnaster har i uge 41 og uge 42 været på besøg i Nuuk, Kangerlussuaq og Tasiilaq - og det har været helt forrygende, særligt i Tasiilaq, hvor hallen - som en gave til børnene - er blevet udstyret med nye redskaber.

Det fortæller Pernille Thorup, udviklingschef i Vi samarbejder i Tasiilaq, som bygger på, at ildsjæle i Tasiilaq arbejder sammen om at skabe mere bæredygtige livsvilkår for børn og unge i byen.

Nuuk Gymnastikforening står i samarbejde med Grønlands Idræts Forbund bag initiativet, hvor 28 gymnaster fra DGI Fyns Repræsentationshold har holdt workshops for børn og unge - og ikke mindst lærerne, som har fået inspiration. Derudover har DGI Fyns Repræsentationshold lavet opvisninger.

Rørt til tårer

I Nuuk og i Kangerlussuaq har repræsentationsholdet lavet workshops for udvalgte klasser, mens der i Tasiilaq var afsat tid til, at alle skolens klasser kunne nå at være med.

- Der kommer sjældent noget lignende til byen, så ungerne var helt vilde. Der var gang i hallen morgen, middag og aften, hvor de kunne lege med de nye ting og få ekstra instruktion, hvis de havde lyst, siger Pernille Thorup.

Ifølge udviklingschefen har træneren for repræsentationsholdet, Mads Nyhus Kirk, aldrig set så adrætte, kloge og kropsligt veltrænede børn som i Grønland. - Der skulle ikke ret meget til, før børnene fik ekstra fart på deres flikflak, og hvad de ellers øvede. Det var et boost for ungerne:

- Formanden for Nuuk Gymnastikforening (Line Poulsen, red.) var rørt til tårer - og det var jeg sådan set også.

Træneruddannelse i Tasiilaq

Pernille Thorup, som er ansat af Kommuneqarfik Sermersooq til at understøtte børn og unges livsvilkår i Tasiilaq, oplyser, at hun ikke har mandat til andet end at være til stede og sørge for, at ting bliver til noget. Hun har derfor skrevet en anbefaling og sendt den til Nuuk Idrætsforening, hvor der står, at det har været et rigtig godt initiativ.

Nu håber udviklingschefen, at foreningen vil tage det med til kommunalbestyrelsen, så der på sigt kan blive afsat økonomiske midler til at starte gymnastikken mere seriøst op i Tasiilaq, hvor der - udover en fodboldbanen - er begrænsede muligheder.

- Nuuk Gymnastikforening sender nogle trænere herover for at lave noget opfølgning, men det er ikke nok til at starte idræt og bevægelse op i Tasiilaq, siger Pernille Thorup:

- Hvis Tasiilaq fik noget hjælp, så kunne man få en træneruddannelse til Igdlo, byens ungdoms- og kulturhus, men der skal noget økonomi til, hvis der skal laves en decideret springsikker instruktøruddannelse, så folk ikke kommer til skade.

Powered by Labrador CMS