dansk håndbold
Rina og Hadsten slog Mias Lyngby
De to grønlandske håndboldspillere mødte hinanden søndag. Hadsten vandt kampen med otte mål
Målmand Rina Møller Lorentzen og Hadsten Sports Klub spillede søndag hjemme mod Mia Egede Rasmussens Lyngby HK i den danske 1. division i håndbold.
Lyngby HK startede kampen som lyn og torden og kom hurtigt foran med 0-3. Efter ti minutters spilletid blev Rina Møller Lorentzen sat på bænken.
- Jeg var rigtig nervøs i kampen, måske fordi jeg spiller mod Mia. Vi kender hinanden rigtig godt, fordi vi har spillet badminton sammen. Jeg kunne ikke rigtig få mit spil til at fungere, fortæller Rina Møller Lorentzen til Sermitsiaq.AG.
Hun fik ti minutter på banen og kom senere ind kortvarigt for at redde et straffekast. Det lykkedes.
Trods en god start på kampen blev Lyngby HK overhalet inden halvleg. Hadsten Sports Klub førte med 16-13 ved pausen .
Mia er skuffet
I anden halvleg satte Hadsten tryk på kampen og vandt med 31-23.
Mia Egede Rasmussen scorede et mål og spillede omkring 40 minutter af kampen.
- I slutningen af første halvleg og i hele anden halvleg taber vi hovedet og glemmer at spille sammen som hold, hvor det er tydeligt at mærke, at Hadsten spillede sammen som et hold og kom til de rigtige løsninger.
- Og desværre har vi lidt en dum tendens til, at når vi begynder at miste hovedet lidt, så mister vi det helt, hvor vi vælger nogle forkerte løsninger og skyder ikke godt nok på deres andenkeeper, som står en super kamp. Det er tydeligt at mærke på vores hold, at vi kæmper med nogle skader, og at vi stadig mangler nogle kampe, før vi rigtig kan begynde at spille som et hold, fortæller Mia Egede Rasmussen til Sermitsiaq.AG.
Trods nederlaget er hun fortrøstningsfuld over, at holdet snart begynder med at spille bedre.
Med sejren fastholder Hadsten Sports Klub tredjepladsen i damernes 1. division, mens Lyngby HK er på syvendepladsen i rækken.