205 tilskud til rejser mellem Danmark og Nuuk
Sidste år fik studerende i Danmark med grønlandsk baggrund mulighed for billige ture hjem. Det har mange benyttet sig af.
Aaja Chemnitz fik afsat penge til de studerende på statens såkaldte nordatlantpulje.
Foto: Kasper Søholt/Ritzau Scanpix
I 2025 kunne grønlandske studerende i Danmark flyve til Nuuk og retur for bare 1.000 kroner. Det blev muligt med afsatte penge på den danske finanslov.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i Danmark oplyser, at styrelsen i 2025 behandlede 235 ansøgninger om tilskud til 1.000 kroners-flyrejser, og der blev givet tilsagn om støtte 205 gange.
De billige billetter har været en mærkesag for folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA):
– Det glæder mig, at der er gjort brug af ordningen. Det er et pilotprojekt, så det er vigtigt, at de studerende bruger muligheden, hvis den skal blive en permanent løsning for fremtiden, siger hun.
Næste runde åbner snart
Der blev i 2024 afsat i alt seks millioner kroner til at øge studerendes tilknytning til Grønland. Pengene kommer fra statens nordatlantpulje, der strækker sig over fire år.
Aaja Chemnitz oplyser, at det snart bliver muligt at søge 1.000-kroners flybilletter i en ny runde. Det Grønlandske Hus i København hjælper med ansøgninger.
Studerende i Danmark fra Grønland kan bruge tilbuddet en gang årligt. Der gives ikke ekstra tilskud til indenrigsflyvninger i Grønland.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen oplyser, at det typisk var manglende studieaktivitet, der lå til grund for de 30 afslag på støtte.