KNR viser ikke futsal-GM på grund af valgdebatter

Public service-stationen KNR skulle have transmitteret herrernes grønlandsmesterskaber i futsal i Ilulissat, der sker i den kommende weekend. Men på grund af valgdebatterne til Inatsisartut-valget, bliver mesterskaberne ikke sendt på TV

GM i futsal afvikles i den kommende weekend. KNR sender ikke mesterskaberne på grund af valgdebatter
Offentliggjort

Fredag starter grønlandsmesterskaberne i futsal og skal spilles i Ilulissats sportshal.

KNR-TV skulle ellers have transmitteret mesterskaberne på TV, men da Kim Kielsen trykkede på valgknappen den 5. marts, er der sket ændringer på planerne.

KNR sender derfor ikke grønlandsmesterskaberne, hverken på fjernsynet eller radio, oplyser direktør for public service-stationen Karl-Hendrik Simonsen til Sermitsiaq.AG.

Fokus på valgkampen

- Vi havde set frem til at dække mesterskaberne, men vores mandskab er ikke nok til at sende både valgdebatterne og GM i futsal, siger Karl-Hendrik Simonsen.

Han oplyser, at KNR har nok udstyr til at sende de to begivenheder, men der er bare ikke nok medarbejdere til at sende dem begge to.

- Vi kunne måske have samarbejdet med den lokale tv-station i Ilulissat, men den er lukket. Så, det er ikke muligt at sende GM i futsal. På den anden side ville vi også blive kritiseret, hvis vi undlod at sende debatterne og i stedet havde sendt GM i futsal, lyder det fra Karl-Hendrik Simonsen.

Powered by Labrador CMS