KAK skal finde ny formand i slutningen af oktober
Grønlands Boldspil union har fastsat en dato for unionens repræsentantskabsmøde. På mødet skal unionen finde en ny formand, da den nuværende formand ikke genopstiller.
Der er på nuværende tidspunkt tre kandidater, der stiller op til formandsposten i Grønlands Boldspil union, KAK.
Unionen meddeler på Facebook, at repræsentantskabsmøde bliver den 21. oktober, hvor i alt 14 repræsentanter fra nord, Diskobugten, Qeqqa, Nuuk, Sydgrønland og Østgrønland skal holde møde.
Her skal de blandt andet vælge ny formand, da nuværende formand, Benjamin Kielsen, efter meget kritik fra flere fronter vælger ikke at stille op igen.
Det har han oplyst på sin facebook-side.
Morten Rutkjær vil ind i unionen
Fredag eftermiddag kunne KAK oplyse på Facebook, at landstræner Morten Rutkjær ville stille op som formand for KAK.
Det afviser han dog overfor Sermitsiaq.AG, men han forklarer, at han er klar til at stille op som medlem i bestyrelsen i KAK. Påstanden om Rutkjærs kandidatur er siden blevet pillet ud af KAK’s opslag.
- Jeg vil fortsat byde ind til en bestyrelsespost, da jeg mener, at jeg kan være med til at præge Grønlands fremtid i sportsverdenen. Jeg synes, det vil være ærgerligt, hvis det hele smuldrer, hvor man så skulle arbejde fra bunden af igen, især når man tænker på, at Grønland arbejder for at komme ind i det nordamerikanske fodboldforbund Concacaf, siger Morten Rutkjær til Sermitsiaq.AG.