Hun nægtede at blive på jorden

Roterbladene pisker luften til små hvirvler af sne, mens helikopteren står klar på den frosne landingsplads.

Vinden river i jakken og pisker håret ind i ansigtet, men Aima Jensen, der er kendt fra den populære DR-Serie "Arktiske reddere", træder roligt frem mod maskinen. 

Hver bevægelse er målrettet, sikker. Hun stiger ind i cockpittet med et blik, der både er fast og roligt – her, blandt maskinens summen og de kraftfulde rotorblade, hører hun hjemme. Men vejen hertil har været alt andet end lige. 

Bag hendes rolige styrke gemmer sig en historie om udfordringer, mod og drømme, der nægtede at dø, selv når oddsene syntes imod hende. Hvert sekund i luften bærer ikke bare ansvar for missionen, men også sporene af den kamp, der formede hende til den grønlandske powerkvinde, hun er i dag.

Hvor styrken tager form

Aima Jensen vokser op i Narsaq og går i skole i Qaqortoq. Hun vokser op i et miljø, hvor naturen sætter rammerne for hverdagen, og hvor man tidligt lærer at tage ansvar og tage fat. Allerede som spæd flyver Aima med helikopter. I Sydgrønland vokser hun op med helikopteren som en helt almindelig transportform – en naturlig færdselsvej, der forbinder byer, bygder og mennesker, hvor hav og fjeld sætter grænser. For Aima bliver turene ikke bare transport, men de første, stille spirer til en drøm, længe før hun selv kan sætte ord på den. Aima og hendes søster bliver tidligt taget med ud at sejle, og allerede inden Aima begynder i skole, ved hun, hvordan man håndterer en riffel. Samtidig tilbringer hun mange timer i sin morfars værksted, hvor det praktiske arbejde og håndværket fylder, og hvor hun tidligt lærer at bruge hænderne og tage fat. Hun og lillesøsteren står hinanden nær, men der er også gnister imellem dem. 

– Min lillesøster og jeg var meget tætte, men vi sloges også en del. Det var sådan, at min mor nogle gange spurgte, om hun havde fået to drenge, fortæller Aima med et grin.

Barndommen er præget af både tætte bånd og svære vilkår. Forældrenes samliv er konfliktfyldt, og faren afsoner to fængselsdomme under Aimas opvækst. Senere bliver forældrene skilt. Da Aima er 10 år, flytter familien til Aalborg. Flytningen sker, fordi hendes mor skal uddanne sig til jordemoder – et valg, der kræver både mod og vilje, og som senere bliver en vigtig inspiration for Aima. For selv om Aima endnu er barn, sætter det sig fast hos hende, at kvinder ikke behøver at lade sig begrænse af forventninger eller omstændigheder.

For dum til drømme?

Skolebænken bliver tidligt et sted, hvor Aima ikke føler sig hjemme. Hun har svært ved at sidde stille og bliver hurtigt mødt med irettesættelser og bemærkninger om, at hun fylder for meget og passer dårligt ind. 

- I Danmark sagde mine klassekammerater, at jeg var en dum grønlænder. Så selv om jeg syntes, at både dyrlæge og pilot lød ret fedt, droppede jeg hurtigt drømmene igen, fordi jeg jo fik at vide, at jeg var for dum til den slags, fortæller Aima.

Da familien senere vender tilbage til Grønland, forsøger hun sig på gymnasiet. Ikke bare én, men to gange ender hun med at droppe ud. Beslutningen rammer især hendes mor hårdt. Hun er selv ordblind og har kæmpet sig til en uddannelse – netop for at give sine døtre flere muligheder, end hun selv havde. 

- Min mor kæmpede virkelig for, at jeg skulle færdiggøre gymnasiet. Hun ville gerne passe på mig, forstod godt, hvorfor jeg syntes, det var svært, men vidste også, at man kan godt, hvis man virkelig vil. Problemet var bare, at jeg virkelig ikke ville skolebænken, griner Aima.

I stedet vælger Aima en anden vej. Den dovenskab, hun følte i skolen, var kun knyttet til skolebænken. Hun vil ikke sidde stille – hun vil handle. På sine egne præmisser.

– Jeg har aldrig helt troet på, at jeg kunne komme så langt, men jeg har heller aldrig stået stille. Hvis en dør lukkede sig, fandt jeg bare en anden vej, siger Aima sikkert.

Vejen mod himlen

Aima kaster sig ud i alverdens udfordringer. Hun dyrker sport på højt niveau, bokser, kører ambulance, gennemfører værnepligt i Flyvevåbnet og bliver stewardesse hos Air Greenland. Hver erfaring giver hende nye færdigheder og et skarpere blik for sine egne muligheder. En dag konfronteres hun af en kaptajn, der hurtigt fornemmer, at Aima ikke er helt almindelig. 

– Da jeg var stewardesse, spurgte en af kaptajnerne, om jeg ikke havde lyst til at blive pilot. Han kunne nok mærke, at jeg havde interesse og potentiale, griner Aima.

Samtalen bliver afgørende. Hun opdager, at adgang til helikopteruddannelsen ikke handler om karakterer, men om en optagelsesprøve – og økonomien til at kunne betale for uddannelsen. Aima drømmer om at tjene penge ved at sejle, men hendes værnepligt fra Flyvevåbnet kan ikke direkte konverteres til Søværnet. Det kræver flere forsøg, før hun bliver taget seriøst. 

– Til sidst blev jeg virkelig irriteret. I min sidste ansøgning til Søværnet skrev jeg helt alvorligt: I vil have flere grønlændere, I vil have flere kvinder. Jeg er begge dele, så hvis I ikke optager mig, er det tydeligvis bare noget, I siger for at se godt ud politisk. Og så fik jeg en stilling som konstabel på inspektionsskibet, fortæller Aima stolt.

I forsvaret lærer Aima disciplin, og efter et år på inspektionsskibet skifter hun til Ejnar Mikkelsen, hvor hun sejler yderligere tre år. Her bliver hun skibets første kvindelige konstabel. Arbejdet er fysisk krævende, miljøet stærkt mandsdomineret – men Aima trives og udvikler nye kompetencer for hver dag. Hun bliver uddannet skibsdykker, og uddannelsen åbner døren til en ny mulighed: at blive redder på helikopteren. 

– Jeg elskede at være redder på Seahawken, og endte med at komme en del med ud i helikopteren. Det gjorde kun min drøm om at blive pilot endnu større, fortæller Aima med en tone, der tydeligt viser, at det her var noget, hun brændte for. 

I 2018 skal skibet på værft, og med en god opsparing ser Aima sit snit til at tage det næste store skridt. Hun søger ind på helikopteruddannelsen, og i februar 2019 bliver hun optaget og starter på uddannelsen – et nyt kapitel, hvor alle de erfaringer, hun har samlet gennem sport, værnepligt, skibstjeneste og helikopterture som redder, kommer i spil. To år senere, i september 2021, sker det: Drømmen bliver til virkelighed. Aima Jensen kan endelig kalde sig helikopterpilot. Det er ikke bare en titel, men kulminationen på en lang rejse fyldt med vilje, mod og ukuelig stædighed – en drøm, der voksede i Grønlands fjorde og nu svæver frit over himlen.

Mellem redder og pilot

Efter endt uddannelse har Aima ét klart mål: Norge. Her kan hun få lov til at flyve Écureuil-helikopteren – præcis den type, hun drømmer om. Men livet har sine egne planer. Pludselig opstår der en stilling som redder hos Air Greenland. 

– Jeg var splittet, for jeg ville gerne bruge min erfaring som redder fra forsvaret, men samtidig ville jeg jo flyve helikopteren og ikke bare sidde bag i, uddyber Aima. 

Hun bliver opfordret til at søge, med løftet om, at der nok skal findes en løsning, så hun kan komme til at flyve hos Air Greenland. I februar 2022 starter hun som redder under SAR-ordningen – et job, hvor hver dag kan være alt andet end rutine. Det luftbårne search & rescue-team ved aldrig, hvad der venter, når de letter fra Kangerlussuaq. Missionerne spænder fra nedkølede personer, drukneulykker og alvorlige traumer til voldelige overfald, blødninger og hjertestop. For Aima betyder det, at hun konstant skal være i top fysisk form og mentalt klar, og at hun igen befinder sig som eneste kvinde i et miljø, hvor testosteron og erfaring vejer tungt. 

– Man vidste aldrig, hvad der ventede en, når vi lettede. Men jeg elskede adrenalinen, ansvaret og det at kunne gøre en forskel, siger Aima med et smil, der både afslører stolthed og respekt. 

Drømmen om at kombinere redderjobbet med flyvning lykkes dog ikke med det samme; Air Greenlands krav til flyvetimer overstiger langt, hvad Aima har som nyuddannet. I stedet pendler hun mellem Grønland og Danmark: tre uger ad gangen arbejder hun som redder på SAR-helikopteren i Grønland, og i Danmark flyver hun rundflyvninger for at opbygge erfaring. Men da Air Greenland endelig meddeler, at flyvning ikke kan blive en mulighed, står Aima over for et svært valg. 

– Jeg stopper i februar 2024, og det var virkelig et hårdt slag. Jeg er en kvindelig grønlandsk helikopterpilot, og man skulle tro, det var i Air Greenlands interesse at beholde mig – men sådan skulle det ikke være, siger Aima tydeligt nedslået. 

I stedet bliver hun nødt til at tage konsekvensen af sin drøm. For at samle de nødvendige flyvetimer og komme videre i sin karriere må hun forlade sit hjemland. Destinationen bliver derfor alligevel Norge – stedet, hvor drømmen kan få vinger.

Fra hjemland til horisont

På trods af udsigten til flytning og lav løn søger Aima en stilling i Norge som lastemann – den rolle alle helikopterpiloter i det norske skal begynde i og arbejde sig op fra. 

- Til jobsamtalen forstod jeg ærligt talt ikke et ord norsk. Men jeg tænkte bare: fake it till you make it. Jeg ville have den stilling. Jeg ville flyve, fortæller Aima med et grin.

Tredive minutter efter samtalen ringer telefonen. En uge senere står hun i Norge. Kalenderen siger marts 2025. Begyndelsen er hård. Hun tager alle de ekstra vagter, hun kan få. Hun har ingen fast bolig og bor på indkvarteringen for at kunne betale af på sin pilotgæld. Hverdagen består næsten udelukkende af arbejde. 

- Det var lidt barskt i starten. Jeg arbejdede hele tiden, havde ikke rigtig et hjem og lavede ikke andet end at flyve helikopter. Men det var – og er – jo det, jeg vil, siger hun.

Efter en sæson på prøve bliver hun fastansat. Hun får bolig. Får fodfæste. Hun har kæmpet sig ind – og hun er lykkedes. 

- Det var enormt tilfredsstillende. Jeg har arbejdet så hårdt og mødt så meget modstand, men jeg er blevet ved. Det betyder noget, uddyber hun. 

Norge føles på mange måder som Grønland. Fjelde, sne og dramatisk natur – blot med træer. Når Aima flyver, er det stadig over storslåede landskaber, der minder hende om hjem. 

- Jeg har tit tænkt over, om jeg gjorde det rigtige ved at forlade mit land. Men jeg har forfulgt min drøm. Havde mulighederne været der i Grønland, var jeg nok blevet. Nu kan jeg endelig få mine timer registreret og bygge min erfaring op. Det er kæmpestort, siger hun stolt. 

Aimas rejse har ikke været lige. Den har været fyldt med omveje, modstand og svære valg. Men hun har nægtet at lade sig definere af andres begrænsninger. 

- Der findes mange veje i livet – nogle er bare længere end andre, kræver retningsskift og omveje. Det vigtigste er, at man ikke stopper, siger Aima. 

Og netop dér ligger hendes styrke. Ikke kun i at flyve helikopter, men i at insistere på at høre til i cockpittet – også når vejen dertil går gennem modvind.