Håndbold-GM uden tv-dækning
Seniorernes håndbold-GM bliver fløjtet i gang i Sisimiut søndag den 21. april. Der bliver for første gang i mange år ingen tv-transmission fra mesterskaberne
Håndbold-GM bliver åbnet med damekampen mellem I-69 fra Ilulissat og NÛK fra Nuuk søndag den 21. april. De to hold med flest point kommer i finalen lørdag den 27. april.
Der bliver spillet 30 kampe, inden turneringen slutter, og ingen af kampene bliver transmitteret på KNR-TV.
- Vi har vurderet, at billedkvaliteten bliver for dårlig, hvis vi skal transmittere fra Sisimiut Hallen. Vi har derfor ellers allerede sidste år spurgt håndboldforbundet GHF, om de kunne flytte mesterskaberne til en anden by, hvor der er bedre muligheder for tv-transmission, forklarer programchef i KNR-TV, Jan Berg, til Sermitsiaq.AG.
Ville ikke flytte
SAK fra Sisimiut fik overdraget værtsskabet, da mesterskaberne sluttede i Ilulissat sidste år. Forberedelserne har derfor stået på i lang tid.
- SAK har allerede lavet stort stykke arbejde med værtsskabet. Vi kan derfor ikke bare flytte mesterskabet til en anden by, siger formanden for GHF, Boas Møller, til Sermitsiaq.AG.
GHF afholder ordinær repræsentantskabsmøde fredag den 26. april, hvor afholdelse af GM er på dagsordenen.
- Vi skal diskuttere, hvad vi gør i fremtiden og skal også finde GM-værter for næste år, siger Boas Møller.
Du kan hente hele GM-programmet ved at klikke på linket herunder.