Grønlandsk deltagelse ved stor skak turnering
En skakspiller fra Nuuk bider i disse dage skeer med de bedste skakspillere internationalt ved Reykjavik Open.
I den islandske hovedstad spilles i disse dage den traditionsrige internationale skak turnering Reykjavik Open.
Turneringen afvikles som foregående år i Operahuset Harpa, Reykjaviks fremmeste kulturcenter.
Alt er dog ikke som det plejer at være, for i år afvikles turneringen for første gang med grønlandsk deltagelse, Hans Christian Dahl fra Nuuk SKak Klub repræsenterer de grønlandske farver i et meget stærkt felt på henved 300 højtrangerede spillere.
Og det glæder formand for Nuuk Skak Klub, Niels Kristian Skou.
- Som forening er vi meget stolte over, at vi i Hans Christian har en spiller med et skakformat, som kan gøre sig gældende sportsligt i en så stærkt besat og hæderkronet turnering som Reykjavik Open.
Det er med støtte fra såvel Kommuneqarfik Sermersooq som private sponsorer, Grønlandsbanken og Munck Civil Engineering at deltagelsen er blevet logistisk mulig og der har været god moralsk opbakning fra de islandske arrangørers side, oplyser formanden.
Klarer sig godt
Resultatmæssigt har Hans Christian Dahl leveret en fantastisk indsats ind til videre i turneringen og har opnået en foreløbig FIDE-rating på over 1700.
Efter et indledende parti hvor Hans Christian efter en lovende stilling snublede i slutspillet mod en walisisk FIDE Candidate Master fulgte en velspillet gevinst mod en britisk modstander. Det tredje parti i rækken er den foreløbige krone på værket, da Hans Christian efter en hård taktisk funderet match tog point fra en International Mester fra Costa Rica.
Efter fire runder har Hans Christian en score på 2 ud af 4 og er på en 125. plads ud af knap 300 spillere.
Turneringen indbefatter 9 runder og fortsætter frem til 12 april. De løbende resultater kan følges på: chess-results.com under Kvika Reykjavik Open.