ARCTIC WINTER GAMES

Grønland rydder bordet i bordtennis finaler

Det blev til syv medaljer til bordtennisspillerne fra Team Kalaallit Nunaat ved singles-finalerne onsdag.

Uiloq Dahl og Uiloq-Amaliannguaq Jakobsen fra Team Kalaallit Nunaat spiller mod hinanden i U18-pigernes single-finale onsdag.
Offentliggjort

Det var svært at kigge rundt til bordtennisfinalerne onsdag ved Arctic Winter Games og ikke føle, at man så dobbelt.

Der var nemlig grønlandsk deltagelse i alle fire guld-kampe og den ene bronze-kamp. Og i to af finalerne var det endda Grønland mod Grønland.

Det endte også med fire guldmedaljer, to sølv og én bronze.

Og det er træner Jan Berner godt tilfreds med.

- Fire guld ud af fire mulige, så det er godt. Personligt troede jeg på to, men vi vandt de to andre også, så det er rigtig godt, siger han.

Han roser drengene og U15-pigerne for teknisk flotte kampe.

ARCTIC WINTER GAMES 2026

Arctic Winter Games afholdes i år i Whitehorse i Canada. Legene afholdes hver andet år.

Grønland konkurrerer i Arctic Sport, Dene Games, badminton, bordtennis og snowboarding. Desuden deltager en kultur-delegation fra Grønland.

59 atleter fra Grønland deltager. 16 atleter på Dene Games, 18 på Arctic Sport, otte på badminton, otte på bordtennis, fire på snowboard og fem på kultur.

Foruden Grønland deltager holdene Alaska, Alberta North, Yukon, Northwest Territories, Nunavut, Nunavik-Quebec og Sapmi. Rusland har været udelukket, siden krigen i Ukraine startede.

Der konkurreres i til sammen 20 forskellige sportsgrene.

Grønlandsk dominans

Til AWG i 2023 var det et lignede syn, hvor Erfalasorput gik igen på medalje-skamlen mange gange. I 2024 var det grønlandsk bordtennishold ikke afsted, men i år er de tilbage i fuld fart.

Og det kan være svært for de andre hold at følge med.

- Der er enkelte spillere på hvert hold, som er på et okay niveau, men mange af spillerne har ganske lavt niveau. Men vi har vundet mod dem, som er på nogenlunde samme niveau som os, siger Jan Berner.

Mandag var der finaler i bordtennis doubles, hvor Grønland vandt tre guldmedaljer og én sølvmedalje.

Men hvis der kun er få spillere, som kan udfordre det grønlandske bordtennishold, får de så nok udfordring af at tage til AWG?

- Først og fremmest tænker jeg, at de er afsted for inspiration til at fortsætte og blive ved med at arbejde derhjemme, siger Jan Berner, som håber spillerne bliver inspireret til at nå det næste niveau.

Det blev til i alt syv bordtennis-medaljer til Grønland onsdag, heraf fire guld.

Flere kampe torsdag og fredag

En af de spillere, som onsdag vandt guld, er Uiloq Dahl. Hun spillede mod holdkammerat Uiloq-Amaliannguaq Jakobsen i U18-pigernes konkurrence, hvor hun fra start dominerede finalen.

- Jeg har det godt. Jeg er stadig lidt nervøs, siger Uiloq Dahl til Sermitsiaq bagefter.

Hun skal spille mix double torsdag og håber på at vinde.

Og træner Jan Berger har da også forhåbninger til spillerne, men vil ikke tage sig munden for fuld.

- Bare fordi vi har vundet i dag, skal vi ikke tro, at vi skal vinde alt i morgen, men vi skal jo gøre en god indsats, siger han.

Fredag er der finaler i mixdouble.

Powered by Labrador CMS