Fra 360 Kondier til kunst

På kunsthallen Copenhagen Contemporary i København står der en kølemontre fyldt med Faxe Kondi fra Nuuk Imeq.

Kølemontren og flaskerne er placeret i et glaskabinet, som man kender fra etnografiske samlinger.

Kunstneren bag værket, der har titlen ’Nuuk Imeq’, er Martin Brandt Hansen, der er født i 1990 i Nuuk.

Ideen til værket fik han, da han hørte, at Nuuk Imeq skulle lukke. Ser man nærmere på de hårde, grønne plastikflasker, vil man næsten kunne regne ud, hvad han så gjorde:

Martin Brandt Hansen købte 15 kasser af sodavanden og fik dem sejlet til København, hvor han også selv bor i dag.

De 360 flasker har stået uberørt siden da.

Hvordan fandt du ud af, at de skulle udstilles på denne måde?, spørger jeg, som vi står og betragter montrens indhold.

- Det har jeg længe vidst, at jeg ville, siger Martin Brandt Hansen.

Ved at bruge Kondierne i sit kunstværk har han bevaret dem for eftertiden, forklarer han.

- Jeg har ageret som et enmandsmuseum: Taget et objekt og fastfrosset det i tid, siger Martin Brandt Hansen.

Kølemontren er også en del af værket.

- Når man skulle købe dem, blev de udstillet sådan i butikken.

Martin Brandt Hansen er en fremadstormende billedkunstner, som har flere nationale og internationale udstillinger bag sig og undervejs.

En af dem står vi midt i lige nu.

På Copenhagen Contemporary (CC) er han nemlig en del af gruppeudstillingen ’Fire & Ice’, som samler otte forskellige kunstnere med tilknytning til Grønland.

Her viser han helt nye kunstværker, som bryder med den måde, grønlandsk kunst og kultur er blevet udstillet gennem tiden og stiller spørgsmål ved selve det at udstille, fremhæve og placere bag glas.

Tag Nuuk Imeq-flasken: Hvad betyder den nu, hvor den er på et kunstmuseum? Hvad betød den før og allerede? Hvad ser den, der betragter flasken i montren?

Martin Brandt Hansens museum

I rummet, hvor Martin Brandt Hansen udstiller, er der højt til loftet og gråt på væggene. ’Nuuk Imeq’ står i midten af rummet på et podie, som man må betræde et par trappetrin for at nå op til. Fra loftet hænger spots, som lyser kølemontren op.

Jeg har bedt Martin Brandt Hansen om at fortælle mere om værket. Men egentlig vil han helst ikke sige for meget.

- Jeg kender jo alle mine værker i forvejen og kan jo faktisk styre, hvordan I skal se mine ting. Så jeg prøver at være påpasselig, siger han.

I stedet stiller han selv et spørgsmål – og besvarer det, som om han selv så sit værk for første gang.

- Hvad ligner det her egentlig? Det ligner jo en kasse, sådan helt umiddelbart, siger han.

Til sit enmandsmuseum har Martin Brandt Hansen mimet hvad de traditionelle etnografiske museer gør: udvælger, kategoriserer og udstiller ”eksotiske” objekter – ofte et højt antal af den samme ting, ligesom de 360 Faxe Kondi-flasker, som ligger på rad og række i hans skulptur.

Men det er ikke kun museer, der tillægger objekter betydning. Det er også os i publikum. Hvad vi ser, er præget af, hvem vi er og hvilke erfaringer vi bærer med os.

Flasken er udstillet, fordi den er ”100% grønlandsk”, siger Martin Brandt Hansen.

- Det er en sodavand, som oprindeligt er dansk. Men det underlige for danskere er, at de aldrig har set den i den her flaske før. På den måde er det både genkendeligt og ekstremt fremmed, siger Martin Brandt Hansen.

Danskerne kender godt Faxe Kondien, men ikke den fra Nuuk Imeq. Den forventning, forveksling og forvirring, som det kan føre med sig, spiller Martin Brandt Hansen på.

Samtidigt er det for grønlændere en flaske, som man genkender, anvender og som kan vække minder.

- Det er sodavand tappet på grønlandsk vand og hældt på Nuuk Imeqs flasker. Der er ikke noget objekt, der bliver mere grønlandsk end det … Det skulle da lige være en påhængsmotor. Men den hænger jo der, siger han og gestikulerer i retning af værket ’Assakaasoq’.

Et hjul med tre påsatte påhængsmotorer, som drejer langsomt mod højre. I det ellers stille rum kan man høre mekanikken knirke. Der lyder et lille smæld, når motorernes løsthængende dele giver efter for tyngdekraften.

- Når jeg er hjemme i Grønland og går nede ved vandet, så ser jeg altid en masse både. Så det er mit landskabsbillede, fortæller han.

 - Så ved man, at man også kan

Da han var i midten af tyverne, flyttede Martin Brandt Hansen til København. Først gik han på designskolen for at studere visuel kommunikation, men han droppede ud. I stedet begyndte han på Københavns Kunstskole og så kom han ind på kunstakademiet.

På akademiet modtog de undervisning i at skabe kunstværker, men også i at kigge på dem.

På første år af uddannelsen havde de et obligatorisk kursus i kunsthistorie. Martin Brandt Hansen havde forestillet sig, at de skulle lære om antikken, nyklassicismen og barokken. Den vestlige kunsthistorie, som den så ofte er blevet fortalt.

Men en undervisningsgang var anderledes. Her blev de undervist i billedkunstneren Pia Arke, som levede fra 1958-2007, blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og er kendt for sine kolonikritiske kunstværker. Hende var Martin Brandt Hansen ikke stødt på før.

- Så tænker man, hold da op, der kom Grønland tæt på, genfortæller Martin Brandt Hansen.

Han var flere tusind kilometer væk fra hjembyen - og den eneste grønlandske person i klasselokalet.

- Jeg havde ikke regnet med, at undervisningen skulle handle om grønlandsk kunst på den måde, siger Martin Brandt Hansen og uddyber:

- I Danmark taler man ikke sådan om Grønland. Der bliver man måske undervist i historie i noget med kristendommens indførelse i Grønland. Det er dét, man kan forvente.

Pia Arke arbejdede med billedkunst som noget andet, end ”isbjørne og smukke ting”, fortæller Martin Brandt Hansen. I essayet ’Etnoæstetik’ fra 1995 gjorde hun op med stereotype forestillinger om, hvem den grønlandske kunstner er og hvilke motiver denne arbejder med.

Derfor var mødet med Pia Arkes kunst på den høje kunstuddannelse så uventet – og så opløftende, siger han.

- Jeg blev sådan, tænk, at Pia Arke har været så indflydelsesrig inden for sin måde at skabe billeder på. Det, at hun var fra Grønland og beskæftigede sig med grønlandsk identitet, det var bare mega motiverende, siger Martin Brandt Hansen:

- Så ved man, at man også kan.

En kok med mange gryder

Allerede inden han tog afgang fra kunstakademiet i 2022, havde Martin Brandt Hansen fået travlt med at udstille. Bare i år har man foruden Copenhagen Contemporary kunnet opleve hans værker i Tivoli og på kunstmuseet Arken i Ishøj, som desuden har indkøbt syv af hans værker til deres samling. Da han blev portrætteret i den danske avis Politiken var rubrikken: ”Han er udråbt til et af kunstverdenens store talenter”.

Overgangen til livet som professionel kunstner har overrasket Martin Brandt Hansen.

- Det er lidt ligesom at være en kok, der har gang i fire forskellige kogeplader hele tiden, forklarer han.

Arbejdet med én udstilling kører sideløbende med en anden. Man producerer nye værker samtidigt med, at man præsenterer en udstilling og skal til reception. Man holder møder og skal præsenteres på messe.

- Jeg troede, at man bare skulle koge en stor gryde, og så serverede man hele retten. Men nej, man skal have mange retter kørende på samme tid og servere den ene ret imens man stadig er i gang med den anden, siger Martin Brandt Hansen.

Af Copenhagen Contemporary er han blevet udpeget til talentprogrammet CC Horizons, som blandt andet betyder, at han har fået støtte til at producere nye værker.

Arbejdet med udstillingen begyndte i januar. Som det første noterede Martin Brandt Hansen sig, hvad det var for et lokale, han skulle udstille i.

- Sådan noget som hvor mange kvadratmeter der er, hvor højt der er til loftet, og hvilken form for oplevelse man får, når man træder ind i lokalet, forklarer Martin Brandt Hansen.

Copenhagen Contemporary er indrettet i gamle svejsehaller.

- Så jeg havde plads til at ’maxe den ud’ skalamæssigt, siger han.

 Hyperkreativ tradition

På enmandsmuseet har vi bevæget os fra ’Nuuk Imeq’ til ’Mitaartut’.

Værket består af i alt fire skulpturer i menneskestørrelse, som er klædt fantasifuldt på til mitaarneq. Til højtiden går man udklædt fra hus til hus omkring Helligtrekongersdag.

Ligesom Kondierne i kølemontren står de udklædte figurer i en vitrine.

De efterligner de figurer, man kan se på Nationalmuseet i København, forklarer Martin Brandt Hansen. Men de bærer ikke forhistoriske skinddragter indsamlet på polarfarers ekspeditioner. Derimod er det dragter fra Grønland i dag.

Vi står foran to af dem. Bedømt på størrelsen kunne den ene være et barn.

- Den har iklædt sig et stort moskusskind, kan man se, og indenunder kan man også se en flyverdragt af mærket ’Hulabalu’. Det er jo koldt i januar, så man har isoleret sig med varmt tøj, siger Martin Brandt Hansen og fortsætter:

- Og så er der nogle store røde boksehandsker. Det passer jo faktisk godt sammen med de røde øjne, siger han og refererer til den ret ildevarslende ulvemaske, som personen er iført.

Igen taler han om værket, som var det første gang han så det. Bruger øjnene. Dechifrerer delene. Finder mønstre. Lander på en fortolkning:

- Det her er en mitaartoq, der skal være et dyr.

Med ’Mitaartut’ peger han på den menneskelige kreativitet, som kommer i spil ved mitaarneq.

- Mitaarneq er en spændende kulturel begivenhed, fordi den er så folkelig, og fordi den er så social. Det er ikke, hvor mange penge du bruger på en genial påklædning, der afgør, om du er en god mitaartoq. Du skal bare være uigenkendelig, siger Martin Brandt Hansen.

Ved siden af figuren i børnestørrelse står en anden skulptur. Den har fabrikshandsker på fødderne, en maske mellem benene og en paryk, der dækker ansigtet. Personen er klædt sådan ud, at det ligner, at vedkommende står på hovedet.

Til mitaarneq klæder folk sig ud i det, de lige kan finde og har liggende. Derfor er hans mitaartut iklædt så mange hverdagsobjekter, forklarer Martin Brandt Hansen.

- Jeg er fascineret af den kreative skaberproces, som bliver igangsat med de her udklædninger. Jeg synes, det er en meget original måde at have en festdragt på, med så løse regler og så folkelige tilgange.

 Sko doneret i kunstens navn

På et tidspunkt spørger jeg Martin Brandt Hansen:

Bruger du dig selv i din kunst?

- Altså, jeg bruger mine øjne og mine hænder, siger han.

Han beskriver sin proces som at skabe ”visuelle digte”. Billeder, som bliver til ved at sammensætte former og figurer, som han henter forskellige steder fra. Han trækker på inuits myter, viden og verdensbillede og hvordan det har sat aftryk i billedskabelsen, såvel som han anvender masseproducerede hverdagsprodukter.

- Jeg benytter mig af det, jeg kommer fra, er opvokset i og kender, siger Martin Brandt Hansen.

Vi står nu foran en mitaartoq iført en kedeldragt. Vedkommende holder noget, der ligner et våben af en slags, der er sammensat af en ulu og et kosteskaft. Som de andre mitaartut kan man ikke se personens ansigt. Det er dækket af en grønlandsk maske, som Martin Brandt Hansen har formgivet.

Han har ikke set den i virkeligheden – den befinder sig på et museum et sted i Europa. Han har fundet den i en bog:

- Jeg er draget af, hvordan skaberen har formået at ornamentere mønstrene på den, fortæller Martin Brandt Hansen.

Figurernes påklædning består af genstande fra blandt andet Kalaallit Røde Korsiats genbrugsbutik i Nuuk. Andre har han fundet online eller købt af private.

- De der sko, ik?, siger Martin Brandt Hansen og peger på de sorte kondisko, som figuren bærer.

- Det er mine egne. Dem har jeg måttet bruge, fordi jeg ikke havde nået at skaffe støvlerne til ham her. Så hvis du spørger, om jeg udstiller mig selv – så ja, lige her gør jeg, siger han.

Hans mitaartoq har et reb surret fast til kroppen.

Da jeg går rundt om udstillingsmontren ser jeg, at rebet fastholder en dukke på ryggen af figuren.

- Det må du selv tolke på, siger Martin Brandt Hansen.

- Jeg vil hellere have, at beskueren skal bruge sin egen viden omkring objekter til at finde ud af, hvad det her kan betyde … Men altså, hvis nu du insisterer: Så ja, så er det George W. Bush, siger han og griner.

Hvad så hvis jeg spørger, hvorfor lige ham?

- Det kan du godt, men så må jeg også sige til beskueren: Ja, hvorfor ham?