Panamerikanske mesterskaber
Grønland løb Guatemala over ende
Grønland vandt 45-23 i en noget ensidig forestilling
Der var klasseforskel på de to mandskaber. Guatemala har stadig sin første sejr til gode. Og Grønland fik de to point, som det hele handlede om. Kampens resultat er uden betydning.
Se billeder: Grønlands største resultat nogensinde
Det er opgøret mellem Argentina og Chile senere torsdag aften, der afgør, om det bliver Argentina, Chile eller Grønland, som lørdag skal spille semifinale.
Kampens gang
Grønland var fra de første minutter i front. 7-1 efter otte minutters spil. Det fortsatte. 11-2 blev det, inden Guatemala efter en fornuftig periode fik reduceret til 12-6.
Guatemalas målmand, Ricardo Amado de León, havde nogle fine redninger. I lange perioder blev Minik Dahl Høegh og Akutaaneq Kreutzmann sparet. Og i målet skiftede landstræner Niels Møller Isak Olsen ind i stedet for Frank Mikkelsen. 1. halvleg sluttede 25-13 til Grønland.
Se fantastisk video: Sådan fejrer spillerne sejren
2. halvleg
Grønland fortsatte og fortsatte. Guatemalas fejl i angrebet blev øjeblikkelig straffet med hurtige grønlandske opløb. Midt i halvlegen førte Grønland 36-18. Og da de to dommere fløjtede kampen af, stod der 45-23 på måltavlen.
Venter i spænding
Fra Buenos Aires i Argentina fortæller Rasmus Larsen fra Grønlands Håndbold Forbund, at aftenen forløber, som alle de andre dage. Truppen kører hjem til hotellet. Spiser og hviler lidt, inden de på TV skal se den spændende kamp mellem Argentina og Chile.
- Det gælder om at holde rutinerne, siger Rasmus Larsen til Sermitsiaq AG og fortsætter:
- Det slider med en hel dag i hallen. Ressourcerne er knappe, og derfor ser vi kampen på hotellet. Lige meget, hvordan kampen mellem Agentina og Chile ender, så har vi en vigtig kamp på lørdag.
Hviledag
Fredag er der hviledag, inden de meget spændende afsluttende kampe indledes lørdag. Finalerne spilles på søndag.