Asii fik sin store aften i Parken

Lørdag den 3. oktober. Da Asii K. Berthelsen træder ud på græsset i Parken, er det den voldsomme lydkulisse, hun mærker først.

Hun lader blikket glide hen over tribunerne. Som altid leder hun efter familien, kæresten og vennerne. Men denne gang kan hun ikke finde dem.

Der er mennesker overalt.

8.000 tilskuere er kommet for at se F.C. København møde ærkerivalerne fra Brøndby, og Asii har aldrig før spillet foran så mange.

- Det var lidt svært at finde dem i den menneskemængde, der var. Det var specielt, siger hun glad og smilende.

Kort efter fløjter dommeren kampen i gang. Asii leverer en assist, spiller sin bedste kamp efter skadespausen og bliver kåret til kampens spiller. FCK taber knebent 2-1. Men for Asii føles noget alligevel anderledes: Hun er tilbage.

Så kom skaden

For få måneder siden var følelsen en helt anden. Asii K. Berthelsen havde glædet sig til FCK's første sæson i A-Ligaen. Efter en stærk sæson havde hun en klar forventning om, at hun skulle spille og kæmpe om en fast plads på holdet.

Men allerede efter tre A-liga-kampe kom skaden. Til en træning skulle hun blokere en bold. Situationen virkede egentlig harmløs, men bagefter gjorde anklen ondt, og hun kunne ikke længere sparke ordentligt til bolden.

- Det lød ikke så voldsomt, men jeg kunne ikke rigtig sparke efterfølgende. Og det skal man jo kunne, hvis man vil spille fodbold, kommer det smilende fra hende, der var ude i omkring halvanden måned.

Timingen var elendig for den evigt fightende Asii. Mens FCK forsøgte at finde sig til rette i landets bedste række, måtte hun se til fra sidelinjen netop i den periode, hvor hun havde håbet at vise, at hun hørte til på det højere niveau.

- På personlig plan kunne det næsten ikke være værre for mig med sygdom og skade.

Erfaringen fra en tidligere og langt mere alvorlig skade lå samtidig i baghovedet. Dengang gik der halvandet år, før hun kunne spille igen. Kunne det ske én gang til?

Net-redaktionens udsendte forsøger et par gange at få Asii til at sætte ord på den svære del af skadesperioden. Frustrationen over at sidde udenfor. Frygten for, om det igen kunne blive langvarigt. Tankerne, når holdkammeraterne løb på banen uden hende.

Men hun lader sig ikke rigtig lokke derind.

Hver gang vender hun tilbage til det konkrete. Til fysioterapeuten. Til genoptræningen. Til det næste, hun selv kunne gøre. Næsten som om skaden var et forløb, der skulle løses trin for trin, snarere end noget, der skulle grubles over.

- Det hjælper jo ikke bare at tænke, at den her kamp kunne jeg have spillet, og den her kamp kunne jeg have hjulpet holdet, kommer det kontant fra Asii.

Asiis fighterhjerte skal vise vejen

Oprykningen har indtil videre været en hård omgang for FCK. Holdet befinder sig i den tunge ende af tabellen, og nederlagene følger også spillerne med ind i omklædningsrummet.

- Jo bedre det går, desto bedre er det i omklædningsrummet. Og jo værre det går, så påvirker det også holdet rigtig meget.

Alligevel er Asii ikke meget for at dvæle ved modgangen. Ligesom under skadespausen retter hun hurtigt blikket mod det, der kan gøres noget ved.

Og der er nok at arbejde med. Nye spillere er kommet til, relationerne på banen skal bygges op, og samtidig har et trænerskifte betydet, at holdet skal vænne sig til en anden måde at spille fodbold på.

Den nye spanske cheftræner står for en mere passioneret og fremadrettet stil end sin forgænger. Det passer Asii godt. For selv om hun fremhæver sin teknik, er det noget andet, hun selv mener har bragt hende længst.

- Jeg spiller jo også rigtig meget med følelserne og går altid 110 procent til den. Jeg er også god teknisk, men det er nok mit fightergen, der gør, at jeg er kommet længst.

Det fightergen bliver der brug for. Konkurrencen om pladserne er blevet skærpet af de nye spillere, og FCK har brug for point. Men Asii tror på, at både hun og holdet har mere at komme med, efterhånden som de nye spillere finder hinanden, og den nye spillestil sætter sig.

- Jeg er optimistisk i forhold til, at vi nok skal få nogle point, og at det nok skal blive bedre end de sidste ti kampe, vi har haft.

Vil også på måltavlen

For hendes eget vedkommende handler det først om at fastholde den plads på holdet, hun har kæmpet sig tilbage til. Og derefter om at bidrage med det, hun altid har været bedst til: at skabe chancerne for andre.

- Jeg har altid været mest en assist-spiller.

Det viste hun mod Brøndby, hvor en af hendes afleveringer førte til mål. Men ambitionerne stopper ikke ved oplæggene. Hun vil også selv oftere være den, der sender bolden i nettet.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kommer til at score flere mål. Det er bare noget, jeg skal lægge til mit spil.

For nogle måneder siden stod hun på sidelinjen med en skadet ankel og så holdkammeraterne spille uden hende. Nu handler det igen om næste kamp, næste assist – og måske det næste mål.