Grønland klar til VM efter vild finale
Det grønlandske kvindelandshold har sikret sig en VM-billet med sejr over Canada.
Efter en meget tæt finalekamp mod Canada trak Grønland sejren i hus ved VM-kvalifikationsturneringen i Nuuk.
Grønland vinder med målscoren 17-15 efter en alt for spændende anden halvleg, hvor hjemmeholdet kommer bagud og hvor begge hold kæmper med 10 minutters måltørke.
De grønlandske kvinder kommer bedst fra start med en hurtig scoring, men så skal der gå fem minutter, før bolden lander i nettet igen - endnu engang i det canadiske mål. Først efter godt syv minutter kommer canadierne på måltavlen og reducerer til 2-1.
10 minutter inde i kampen bliver Ajaaja Silasen desværre skadet og må bæres fra banen og køres væk fra hallen til behandling.
De første tyve minutter skal begge hold lige finde sig til rette på banen, og der bliver ikke scoret mange mål. Stillingen med ti minutter tilbage af første halvleg er 7-5 med hjemmeholdet i front.
Kommer bagud efter pausen.
Herefter kommer der mere gang i spillet og begge hold bliver skarpere i både angreb og forsvar. Målmand Rina Møller Lorentzen har flere flotte redninger og Grønland kan gå til pause med en føring på 9-7.
Anden halvleg begyndte med et grønlandsk mål, men så ville canadierne være med. De fik langsom halet ind på hjemmeholdet og seks minutter inde i halvlegen fik de udlignet til 10-10.
Herefter kom det meget veloplagte hjemmepublikum på banen med endnu mere opbakning som bagtæppe til de hård kæmpende håndboldkvinder, der dog ikke formåede at sende bolden i nettet, før Canada bragte sig foran 11-10.
Et velspillet og tålmodigt angreb sørger for en grønlandsk udligning, men canadierne bliver ved med at tage føringen med et enkelt mål helt frem til, der er ti minutter tilbage, og Grønland endelig kan bringe sig foran med 16-15.
Kæmpe forløsning i sidste minutter
Den stilling fortsætter helt frem til de allersidste minutter, hvor Rina Møller Lorentzen med en kæmpe redning skyder publikum op og stå i en øredøvende larm, der eskalerer med kampens sidste scoring til slutresultatet 17-15 i de sidste sekunder.
Forud for kampen sagde landstræner Anders Friis, at det ville være kæmpe stort, hvis holdet kunne gå hele vejen, og det lykkedes altså.
En flot turnering uden nederlag
Grønland har været ubesejret i de fire gruppekampe og kronede den flotte turnering med sejr i finalen.
Sejren giver adgang til VM i håndbold, der afvikles i Danmark, Norge og Sverige i november og december.
Med sejren fik Grønland revanche for nederlaget i finalen mod Puerto Rico for to år siden.