GM i langrend skal foregå i Aasiaat

I påsken afholdes grønlandsmesterskaberne i langrend for alle aldersklasser.

Arkivfoto
Offentliggjort

1. april skydes grønlandsmesterskaberne i langrend i gang, og det afholdes i Aasiaat.

Det skriver langrendsudvalget i en pressemeddelelse.

- Det glæder os, at man anerkender at det er vigtigt at den mentale og fysiske sundhed, som sporten giver den enkelte. Vi har i Langrendsudvalget under Grønlands Idrætsforbund taget ansvaret på os og gjort os umage for, at mesterskaberne afholdes forsvarligt i forhold til de nye retningslinjer fra Grønlands Selvstyre, siger næstformand for udvalget Majaq Heilmann i meddelelsen.

Over 50 deltagere

Sidste år måtte mesterskaberne aflyses på grund af coronasituationen. For nyligt trådte en bekendtgørelse i kraft, der betyder, at der kan arrangeres grønlandsmesterskaber i perioden fra 16. februar til og med 18. april på tværs af kommunegrænserne.

Da grønlandsmesterskaberne i langrend tæller over 50 deltagere, skal retningslinierne for afholdelsen først godkendes i Selvstyret.

- Dette er en proces der er i gang, oplyser langrendsudvalget.

Kort planlægningstid

Formanden for ASP Aasiaat, Hans Rafaelsen, ser frem til mesterskaberne.

- Vi er som en stærk langrendsby stolte over, at have værtskabet for mesterskaberne i år. Det er på meget kort tid, at vi skal planlægge, men jeg er ikke i tvivl om, at vi i fællesskab kan løfte opgaven. Vi glæder os til igen at kunne konkurrere tværs kommunegrænser igen.

Mesterskaberne afvikles fra 1. april til og med 5. april.

Powered by Labrador CMS