Futsal GM: Spiller udvist på grund af racistiske tilråb
Under det netop overståede GM for U-18 i Nuuk, opstod der lørdag en situation, hvor en spiller fik tildelt rødt kort for racistiske tilråb mod modstandernes træner. Det er ikke første gang, at denne type sager dukker op i Grønlandsk Fodbold.
Under lørdagens afvikling af Ungdoms GM i Futsal i Nuuk udspillede der sig en grim episode med rasistiske tilråb fra en spiller.
En spiller fra S-68 råbte flere gange i løbet af en kamp mod KAK Campus racistiske ting mod modstandernes træner. Træneren fra KAK valgte i enighed med 3. dommeren at pause kampen og løse situationen.
Den omtalte spiller kom til dommerbordet og blev spurgt, hvad han havde råbt, hvortil han svarede ærligt, at han havde råbt et nedsættende ord om træneren på grund af hans mørke hud. Spilleren fik et rødt kort og kampen blev spillet færdig.
Uacceptabel opførsel
Efter kampen ønskede trænerne for begge de implicerede hold at tale med arrangørerne fra Young Guns og KAK om episoden. Repræsentantet fra Young Guns Jakob Rosing fortæller til Sermitsiaq.AG, at han bad trænerne om at lave en officiel skrivelse til KAK, som står for at håndterer disciplinærsager.
- Jeg fortalte vi ville tage sagen videre. Det er total uacceptabel opførsel. I Young Guns vil vi meget gerne være med til at stoppe den slags både i og udenfor vores egen klub. Der er etiske og moralske regler, der skal følges indenfor sportsverdenen. Man skal være et forbillede i og udenfor banen, og det var ikke tilfældet i denne sag, siger Jakob Rosing.
Blev fyret efter lignende hændelse
Det er ikke første gang Tekle Ghebrelul oplever rasisme i sit trænervirke. Også da han var landstræner for herrelandsholdet i fodbold her i landet oplevede han racistiske tilråb og andre situationer med racistiske handlinger om hans person.
Ifølge ham har KAK aldrig rigtigt taget afstand fra disse sager. I 2017 endte det med en øjeblikkelig fyring af landstræneren med en begrundelse fra KAK om, at bestyrelsen var ”trætte af al den ballade, der var omkring landstræneren”.
Efterfølgende har Tekle Ghebrelul fået bekræftet, at fyringen var ubegrundet og, at den aldrig burde have fundet sted. Fyringen blev genstand for en del omtale, da formanden for KAK John Thorsen valgte at trække sig, fordi han ikke var enig med bestyrelsen om fyringen. Bestyrelsen blev efterfølgende udskiftet og en potentiel sponsor trak sig. GIF ville ikke gå ind i sagen, men der blev stillet § 37 spørgsmål til naalakkersuisoq om sagen.
Vil ikke acceptere det mere
Thekle Ghebrelul har i en periode boet i Sverige men kom tilbage i Nuuk i februar måned. Han understreger overfor Sermitsiaq.AG, at han ikke vil sidde stiltiende og acceptere den slags opførsel indenfor sporten igen.
- Jeg vil have alle skal erkende at der findes racisme i Grønland. Det har altid været min skyld racisme fandtes her. Selv da der blev taget billeder af mig og sat bananer og aber over billederne ville ingen fra forbundet tage sig af sagen ud over John Thorsen. Jeg håber ikke, der kommer nogen dårlige undskyldninger for ikke at håndtere sagen denne gang, siger han.
Både UEFA, DBU og andre forbund verden over er begyndt at slå hårdt ned i sager om racisme i fodbold, med bøder og udelukkelse af spillere.
Sermitsiaq.AG er i gang med at indhente kommentar fra KAK om hændelsen.