Første "triathlon" i Uummannaq var en succes
Foreningen Siku Cross i Uummannaq, der har fokus på mere sport i byen Uummannaq, har netop afviklet deres svar på en triathlon. Det er ikke sidste gang, siger arrangør.
I alt har seks hold deltaget ved Uummannaqs første triathlon, der består af kajakroning, cykling og løb. Foreningen Siku Cross oplyser, at det ikke bliver sidste gang, at en triathlon gennemføres i byen.
- Det har været en rigtig god oplevelse at afvikle triathlon i Uummannaq, hvor deltagere holdt stafetten kørende med kajakroning, cykel og løb. Vi har fået blod på tanden, så det er ikke sidste gang, vi afholder sådan en konkurrence, fortæller arrangør af triathlonen, Anguteeraq Grønvold.
Hvert hold tæller tre mand, der hver skal bidrage med hver disciplin i dysten.
- Kajak i 3 kilometer
- Løb i 3 kilometer
- Cykel i 6 kilometer
- Vores mål er at skabe mere bevægelse og sammenhold i vores by. Og jeg synes, at der har været en stor interesse i vores første arrangement. Det er meget godt, siger Anguteeraq Grønvold til Sermitsiaq.AG.
Tre generationer i et hold
Rene N Fleischer (i qajaq), Jens Thorin (på cykel) og Anguteeraq Grønvold (løb) har vundet triathlonen med den samlede tid på 40 minutter og 14 sekunder, da triathlonen blev afviklet lørdag den 13. august.
Anton Overballe, Sir Braden A og Arnarissoq Møller blev nummer to med den samlede tid på 40 minutter og 45 sekunder.
På tredjepladsen er det holdet med deltagere fra tre generationer, bedstefar Apollo Zeeb på qajaq, onkel Pavia Zeeb på cykel og barnebarnet Felix A. Nielsen i løb. Holdet har gennemført Siku Cross’ triathlon på tiden 41 minutter og 58 sekunder.
Løb for kræft
Anguteeraq Grønvold oplyser, at det ikke er sidste gang, at foreningen afvikler sportsbegivenheder i Uummannaq.
Sidste år blev et løb for kræft afviklet med i alt 55 deltagere.
Igen i år skal foreningen afvikle den 24-timers løb, hvor løbere samler minutter i løbet af en 24 timers løb, hvor sponsorer derefter koverterer det samlede antal minutteer til et beløb som donation til Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg håber, at vi får flere deltagere i år, når vi afvikler den 24 timers løb fra den 3. september. I forhold til indbyggertallet, er 55 deltagere meget flot. Vi håber, at vi kan have mindst lige så mange deltagere i år, siger Anguteeraq Grønvold.
Han opfordrer kommende deltagere til allerede at søge om sponsorater, så donationer kan sikres, før løbet afvikles.