Et nyt fødselsforberedende træningsforløb klæder kvinder på med både krop og viden

Jeg træder ind i lokalet hos Nuuk Osteopati og Fysioterapi og bliver mødt af synet af træningsmåtter spredt ud over gulvet som en slags blød landingsbane. Rundt omkring står kvinder med maver i alle størrelser. Nogle er diskrete buer under stramme trøjer, andre fylder rummet med tyngde og liv. Smilene sidder løst, småsnakken er allerede i gang. Måske handler den om graviditetsuger, måske om søvn – eller om hvilken vikle der angiveligt er uundværlig, når baby melder sin ankomst.

Klar, parat, gravid – og i gode hænder 

Døren går op, og ind træder Natasja. Samtalerne dør ud næsten øjeblikkeligt, og blikkene samler sig om hende. Der er noget ved måden, hun træder ind på, som får rummet til at falde på plads – som om alle pludselig er klar over, hvorfor de er her. Jeg er gravid i uge 23 og venter mit andet barn. Mit bækken knager allerede som et gammelt trægulv, særligt efter hverdage med en tumling derhjemme, som tilsyneladende aldrig har hørt om begrebet ergonomi. Derfor har jeg besluttet mig for at gøre noget, der forhåbentlig er godt for både krop og kommende fødsel. Jeg er her for at teste et nyoprettet fødselsforberedende træningsforløb, skabt af gyn-obs fysioterapeut Natasja Hagemann.

Når teori møder praksis 

Forløbet viser sig hurtigt ikke bare at være træning i klassisk forstand. Her er ingen, der bliver sendt direkte i planken uden forklaring. Hver session begynder med omkring 20 minutters teori, hvor hovedet bliver klædt på, inden kroppen tager over i de efterfølgende 50 minutters træning. Det føles som en befriende kombination – som om der endelig er nogen, der har tænkt, at gravide både har brug for både viden og sved på panden. 

- For mig handler det om at klæde kvinderne på med viden om kroppen og give dem teknikker, de har mærket og øvet, så de ikke står tomhændede, når fødslen går i gang, fortæller Natasja mig efterfølgende. 

Det er Natasja selv, der har sammensat forløbet fra bunden. Hun har udvalgt otte tematikker, som udgør det teoretiske fundament, og hun guider os kvinder igennem alt fra vejrtrækning og hormonernes lunefulde indflydelse til smerteforståelse og bevægelse – både før og under fødslen. Det er den slags viden, der får en fødsel til at virke en anelse mindre mystisk og en smule mere håndterbar.

Balloner, babyer og bækken-lektioner 

Jeg joiner forløbet ved femte gang ud af otte og lander direkte midt i dagens tema: Den aktive fødende. Fokus er på bevægelse – før og under fødslen. Vi starter med teorien, og Natasja er som altid forberedt til fingerspidserne. Hun har et bækken med sig, som hurtigt bliver centrum for opmærksomheden, og en ballon med en tennisbold indeni. Ballonen er livmoderen, tennisbolden er babyen, og ballonens hals får lov at vise, hvordan livmoderhalsen både forkortes og udvider sig. 

Jeg følger fascineret med. Selvom jeg har prøvet det før, mister fødslen aldrig sin evne til at overraske mig. Det er et af de mirakler, der bliver ved med at imponere, og jeg vil for evigt være blæst bagover af kvinders styrke. Og så sker det. Tennisbolden bliver sendt af sted gennem lokalet som en nyfødt med raketfart. Vi griner, nogle af kvinderne går spontant i dækning, og et kort øjeblik er rummet fyldt med både latter og lettelse. Det er lærerigt, det er lidt skørt – og det føles præcis, som fødselsforberedelse bør føles.

De lange, gode minutter 

Efter en klassisk omgang “Er der nogen spørgsmål?” er det tid til at bevæge sig. Det føles tiltrængt. Kroppene vågner, vi finder os til rette på måtterne, og begynder at bevæge os efter Natasjas rolige, men bestemte anvisninger. 

Ud af højtaleren flyder Big Mountains “Baby, I Love Your Way”. Natasja påstår, at musikvalget er helt tilfældigt, men timingen er næsten for perfekt. Stemningen letter, bevægelserne bliver blødere, og jeg kan ikke lade være med at synge med på “every day, yeah-eeh-yeah” – lavt nok til ikke at forstyrre, men højt nok til at føle mig helt rigtigt tilpas. 

Efter en blød start bliver intensiteten skruet op, og jeg kan mærke varmen blusse op i kinderne. Heldigvis opdager jeg, at det ikke kun er mig – min sidemakker Barbara ser præcis lige så varm ud. Barbara Østergaard, jurist i Selvstyret og førstegangsgravid i uge 33, har tydeligt sin plads i lokalet som humørspreder. Da Natasja skruer op for intervallerne med skiftevis træning og pause, bryder Barbara den kollektive prusten med kommentaren: 

- To minutter? Det må være længere end almindelige to minutter!, lyder det muntert fra Barbara. 

Vi bryder alle ud i grin, nikker anerkendende og fortsætter med at pruste videre – denne gang med et sæt to kilos håndvægte i hænderne. 

- Vi arbejder meget i intervaller under træningen, fordi det minder om, hvordan en fødsel faktisk foregår. Pulsen ryger op, man arbejder intenst, og så ned igen for at nulstille, få styr på vejrtrækningen og hente ny energi, inden vi kan give den gas igen, forklarer Natasja.

Et kvindefællesskab i bevægelse 

Efter at have squattet, prustet og bokset luften tynd, er det tid til afspænding. Vi lægger os på måtterne, og jeg vælger at ligge på siden for at aflaste bækkenet mest muligt. Efter nogle rolige minutter med dybe vejrtrækninger vender vi tilbage til overfladen. Træningen er slut, og tilbage sidder vi – lidt blødere i kroppen, men på en måde også samlet i et stille fællesskab. Barbara fortæller mig, at netop det fællesskab er noget af det, der har gjort de fem tirsdage sammen særligt betydningsfulde for hende. 

- Det er et super sårbart stadie i livet, med masser af tvivl, og alle vil gerne gøre deres bedste. At kunne dele både sårbarhed og styrke i et kvindefællesskab er ret stærkt, forklarer hun. 

Jeg mærker tyngden i hendes ord, og mens vi alle tager overtøjet på, mærker jeg også et lille stik af ærgrelse over, at jeg ikke skal møde kvinderne igen næste tirsdag til endnu en omgang sved, grin og – ja – tennisbolde. Heldigvis er forløbet ikke en engangsforestilling. Næste hold starter 23. marts, og Natasja forsikrer, at der stadig er pladser for dem, der har lyst til at gøre noget godt for både krop og sjæl, mens de venter på baby. For mig har disse timer ikke kun været træning, men et lille pusterum i hverdagen, et sted hvor både krop og sind kan finde ro og styrke til at møde det, der kommer. Og jeg går herfra med en følelse af, at vi som kvinder aldrig er alene i denne rejse – vi er stærkere sammen.