UNNIA
Treårig aftale skal løfte futsal
Futsal skal styrkes gennem en ny treårig aftale mellem Elite Sport Greenland og KAK, der både skal løfte elite- og talentarbejdet for kvinder og herrer.
Foto: Elite Sport Greenland
Elite Sport
Greenland og Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat har indgået en treårig
samarbejdsaftale, der skal styrke udviklingen af futsal i Grønland frem til
2028. Det fremgår i en pressemeddelelse udsendt fra begge parter.
Aftalen har
fokus på både elite- og talentudvikling og skal samtidig sikre et mere aktivt
og stabilt landsholdsarbejde for både kvinder og herrer. Målet er at skabe
bedre rammer for landsholdene, så de kan konkurrere på højeste
internationale niveau.
Næst
forperson i Elite Sport Greenland, Karl Peter Kristensen udtaler:
- Ved indgåelsen af samarbejdsaftalen har vi lagt vægt på, at der arbejdes ud
fra en langsigtet strategi med fokus på at styrke eliten og udvikle et
konkurrencedygtigt specialiseret og dedikeret futsallandshold med ambitiøse
sportslige målsætninger. Der er samtidig et tydeligt fokus på at sikre et
kontinuerligt aktivitetsniveau og regelmæssig international konkurrence, som er
afgørende for at nå højeste niveau. Derudover prioriteres talentudviklingen med
en klar pipeline fra U-landshold til A-landshold, hvor spillerne udvikler både
tekniske, taktiske og mentale kompetencer. Samlet set giver aftalen et solidt
fundament for den fortsatte udvikling af futsal i Grønland og bedre rammer for
at omsætte futsallandsholdets potentiale til ambitiøse resultater via et stærkt
setup omkring eliten, lyder det fra Karl Peter Kristensen.
Hos Kalaallit
Arsaattartut Kattuffiat fremhæver forperson Kenneth Kleist især betydningen for
både herre- og kvindefutsal:
- Herrernes landshold
sammen med fødekæden fra U19, har gennem flere år vist en markant og
kontinuerlig sportslig udvikling og har opnået et internationalt niveau, der
vidner om målrettet arbejde, stabil struktur og høj faglighed. Resultater,
præstationer og professionalisering af landsholdsarbejdet har styrket Grønlands
position internationalt og skabt øget respekt om holdet. Vi er glade for at kunne tage dette skridt sammen med ESG. Fortsat opbakning
til herrerne er vigtig, men det er helt afgørende, at vi samtidig investerer i
kvindernes udvikling.
Aftalen er et klart signal om, at eliteidræt i Grønland udvikles mere
ligeværdigt. At kvinderne nu er en del af samarbejdsaftalen med ESG, har stor
betydning, udtaler han.
Med aftalen
håber parterne at skabe et mere stabilt og målrettet fundament for grønlandsk
futsal, hvor både resultater på landsholdsniveau og udviklingen af nye talenter
kan løftes i de kommende år. Samtidig skal samarbejdet bidrage til en mere
ligeværdig udvikling mellem kvinde- og herrefutsal.