Efter weekendens kampe: G-44 fortsat ubesejret
Efter lørdagens og søndagens kampe fører Qeqertarsuaq-holdet G-44 GM, skarp efterfulgt af B-67 fra Nuuk. Mandag byder på sidste runder, mens der venter finalekampe tirsdag.
Publikum kan nu være sikre på at se en kamp mellem G-44 fra Qeqertarsuaq og B-67 fra Nuuk i finalen ved GM i herrefodbold tirsdag klokken 17.00.
Fjerde kampdag blev holdt søndag, hvor både G-44 og B-67 kunne nyde endnu en sejr.
Mens G-44 fortsat er ubesejret, har B-67 tabt en enkelt kamp, mod G-44.
Point efter søndagens kampe:
- G-44 fra Qeqertarsuaq 12
- B-67 fra Nuuk 9
- IT-79 fra Nuuk 6
- K-33 fra Qaqortoq 6
- N-45 fra Paamiut 3
- E-54 fra Tasiusaq 0
Cheftræner ved G-44 Nukannguaq Zeeb har forud for GM udtalt, at han har sammensat et hold med yngre spillere, så holdets generationsskift kan effektueres ved mesterskaberne.
B-67’s cheftræner, Christian Bohmann Knudsen har udtalt, at holdet altid deltager for at vinde, og at holdet er sammensat af ældre og yngre spillere, der kan gå hele vejen.
Landsholdsdag for børn
Landstræner Morten Rutkjær følger grønlandsmesterskaberne i herrefodbold tæt.
- Der er så meget fodboldpotentiale i Grønland med alle de dygtige fodboldspillere og klubber der er fra nord til syd i Grønland. Det skal bare sættes i de rigtige rammer med for eksempel overdækkede haller, så der kan trænes året rundt og fokusere på uddannelse af trænere, udtaler han på KAK’s Facebookside.
Mens mesterskaberne kører for fuld skrue var der overskud til at præsentere den yngre generation af fodboldspillere til landsholdstræning. Børnene fik mulighed for at træne med landsholdstræner og A-holdet søndag.
Mandagens kampe ser sådan ud:
- Kl. 15.00 IT-79 – E-54
- Kl. 17.00 N-45 – B-67
- Kl. 19.00 G-44 – K-33