Danske topspillere skal undervise på håndboldskole i Qaqortoq
De danske håndboldlandsholdsspillere Althea Reinhardt og Mie Højlund skal være instruktører på en håndboldskole i Qaqortoq i sommer.
Det er noget af et scoop, håndboldklubben K33 i Qaqortoq har gjort med aftalen med to store profiler fra Odense Håndbold i et forsøg på at få genskabt noget af fordums styrke, hvor K33 både på dame- og herresiden var en af de store klubber i landet.
Det er fra den 5. juli og fem dage frem, der vil være håndboldskole i Qaqortoq. Der er endnu ledige pladser, og de deltagende piger og drenge får med garanti en rigtig god og udbytterig oplevelse, fortæller Mia Egede Rasmussen til os.
Mia Egede Rasmussen er en af de ildsjæle, som forsøger at få mere liv i håndbolden i Qaqortoq.
- Vi drømte om at arrangere en turnering for børn i Sydgrønland. Det kunne ikke lade sig gøre.Vi tænkte kreativt, og så kom ideen med en håndboldskole. Vi vidste, at vi skulle have instruktører på, som kunne skabe interesse for vores projekt. Vi fik skabt kontakt til Althea og Mie, og nu er aftalerne på plads.
90-års fødselsdag
Håndboldskolen skal også bruges til at markere, at K33 i år har 90-års fødselsdag. 90 år som man berettiget kan være meget stolte af i Qaqortoq.
Håndboldskolebørnene bliver i fem dage delt på tre hold. Der trænes to gange om dagen. En gang i hallen og en gang udenfor.
32-årige Mia Egede Rasmussen kom hjem til Qaqortoq for to år siden efter 15 år i Danmark. I Danmark spillede Mia for 1. divisionsklubberne Lyngby HK, Ajax København og Ringkøbing. Mange landskampe er det også blevet til.
Ikke nemt at genskabe håndboldkultur
Mia Egede Rasmussen lægger ikke skjul på, at der er mange udfordringer, når man forsøger at få genskabt en god håndboldkultur. Økonomien er altid anstrengt. Frivillige har været svære finde. Heldigvis er der forældre og spillere, der er trådt til.
Der kommer noget ud af anstrengelserne. For første gang i 20 år var der ved grønlandsmesterskaberne i år medaljer til K33. Kvinderne vandt bronze. For to år siden var der kun 12-15 børn med stor aldersspredning, som trænede samlet. Nu er der 50 inddelt efter alder.
Der er heller ingen tvivl om, at håndboldfeberen raser over landet netop nu, hvor kvindernes VM-kvalifikationsturnering løber af stablen i Nuuk.
Store oplevelser venter
Althea Reinhardt og Mie Højlund er vant til at rejse med rygsæk og vandrestøvler. Selv om de to træner meget, bliver der altid tid til at snøre vandrestøvlerne og komme ud i naturen, væk fra larmen i hallerne, og de voldsomme krav der er til topatleter.
- Det er altid godt at komme ud i naturen, og Grønland bliver helt fantastisk, siger de to spillere, da Sermitsiaq.AG taler med dem efter en kamp i Odense Idrætshal.
- Vi har i flere år drømt om at komme til Grønland, og da muligheden her opstod, skulle vi ikke overveje det i mange sekunder. Vi glæder os helt vildt til at komme ud at sejle mellem isskosserne, vandre i fjeldene og måske også komme til Igaliku, som vi har hørt så meget om, fortæller de to veninder med store smil og glæde i stemmerne.
Tilmelding til håndboldskolen skal ske senest den 20. juni. Det er børn født 2009 – 2016, der kan komme med.