Chefredaktøren anbefaler: Sammen er vi stærkere

Ugens klummeskribent undrer sig over, at kulturlivet i Grønland ikke er inviteret med til Arctic Winter Games i Wood Buffalo. Departementet burde have set det som en værdifuld investering – ikke en udgift.

Nivi Christensen, ugens klummeskribent: - Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis vi havde haft et stærkt forbund på kulturområdet, så havde der siddet kulturfolk ombord på det fly til Arctic Winter Games.

I den seneste tid har jeg tænkt en del over det her med at samle kultur i forbund og sammenslutninger og lignende. I disse dage er en delegation på knap 100 mennesker afsted til Arctic Winter Games 2023. Jeg kender folk, som er med på den tur. Jeg kender ikke nogen fra kulturområdet, som er med. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om det havde været anderledes, hvis vi havde haft et forbund.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Kulturen har helt klar et ansvar for selv at samle sig i foreninger og grupper, og det er også blevet gjort mere og mere over de seneste 30 år. Jeg er så privilegeret at have fået lov til at deltage i planlægningen og opsættelsen af en stor solo-udstilling med Arnannguaq Høegh og den kommende udstilling med den grønlandske kunstnersammenslutning KIMIK. Jeg tror ikke, at udstillingerne havde eksisteret, hvis det ikke havde været for KIMIK. Vi kan se i Høeghs værker, at der sker noget, da KIMIK bliver oprettet, at der er store huller i Høeghs værker før oprettelsen af KIMIK i 1995. Derfra og frem er der værker fra hvert år. Ved at samle sig i sammenslutningen er det lykkedes KIMIK at afholde en årlig udstilling, som stadig afholdes år efter år. Det har både løftet de enkelte billedkunstnere, men også løftet området generelt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis vi havde haft et stærkt forbund på kulturområdet, så havde der siddet kulturfolk ombord på det fly til Arctic Winter Games. Ja ja.. jeg ved godt, at det er en sportsbegivenhed, men jeg ved også, at kulturel udveksling kan fylde, og bør fylde, ved stævnerne. I 2016 da stævnet blev afholdt i Nuuk, var der også kulturudveksling. Også dengang syntes jeg, at det var forhastet og mangelfuldt. Der kunne sagtens have været en bedre kobling til kulturområdet, men der var trods alt noget. Var det virkelig ikke muligt at få noget mere kulturudveksling ombord på det fly til Wood Buffalo og Arctic Winter Games 2023?...

Det bliver kun endnu mere mystisk for mig, at samarbejdet ikke er stærkere, når vi har et departement som omfatter både sport og kultur. Man skulle tro, at den ellers noget aparte samling af ansvarsområder i uddannelse, kultur, idræt og kirke trods alt kunne skabe nogle forbindelser og bred udveksling områderne imellem. Det virker dog ikke til at være tilfældet.

På kulturseminaret - arrangeret af departementet for Kultur (m.m.) - som blev afholdt i efteråret 2022, blev der snakket om oprettelsen af et kulturforbund, som kunne skabe et løft for hele kulturområdet. En samling af de mindre sammenslutninger og forbund som allerede eksisterer. EPI – paraplyorganisationen var vist i sin tid- tænkt med den samlende rolle, men deres budget er på omkring 1 procent af Grønlands Idrætsforbunds bevilling. Det har langt fra de resurser og kræfter, der skal til at løfte området, op på et niveau hvor vi kan begynde at lave udvekslinger der minder om det idrætten skaber med et projekt som eksempelvis Arctic Winter Games.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på at investering i kultur er netop det – en investering. Jeg henviser hellere end gerne til noget af den nyeste forskning på området igen, det siger netop dette, og at langt størstedelen af de penge der offentligt investeres i kultur kommer direkte tilbage i de nationale og kommunale kasser. Investering i kultur, er investering i mere reflekterede, robuste og hele mennesker, og pengene kommer tilbage i de offentlige kasser.

Tænk, hvor meget mere værdi vi kunne skabe sammen… Både sammen i et forbund, og i større samarbejder på tværs af forbund og områder. Tænk hvor meget kunst og kultur der var plads til på det fly til Buffalo.

Powered by Labrador CMS