Benjamin Kielsen er ny formand for KAK
Benjamin Kielsen vandt over John Thorsen ved valget ved lørdagens kampvalg.
Benjamin Kielsen er ny formand i fodboldforbundet KAK.
Nukappiaaluk Hansen
Kalaallit Arsaattartut Kattoffiat - Grønlands Boldspil Union (KAK) afholder generalforsamling i denne weekend.
Forbundet skal vælge ny formand, da den hidtidige formand Finn Meinel havde meddelt forud for mødet, at han ikke ønskede at genopstille.
KAK's nye bestyrelse
Formand: Benjamin Kielsen
Best. medlemmer: Loke Svane, Tønnes Kaka Berthelsen, Lisa Lind Pedersen, Dorannguaq N. Eriksen, Aron Jonathansen, Victoria Black
Kilde: KAK
To kandidater havde på forhånd meddelt, at de stillede op til posten som formand; Benjamin Kielsen fra Narsaq og John Thorsen fra Nuuk.
Benjamin Kielsen løb af med sejren i kampvalget. Det oplyser han på Facebook.
Hans eneste modkandidat John Thorsen har også været ved tasterne, og i et opslag på samme sociale medie ønsker Thorsen Benjamin Kielsen alt godt i ledelsen af forbundet.
44-årige Benjamin Kielsen er fra Narsaq og har indtil nu været bestyrelsesmedlem i KAK.
- Jeg er blandt andet klar til at arbejde for, at vi skal bane vejen for, at futsal-landsholdet skal deltage ved verdensmesterskaberne. Holdet har udviklet sig meget i de seneste år, derfor er det kun naturligt, at vi gennem arbejdet i KAK skal arbejde aktivt for, at holdet skal deltage i den største scene, sagde Benjamin Kielsen til Sermitsiaq.AG forud for generalforsamlingen.