Badminton: Godt spil i islandsk turnering
Det grønlandske landshold i badminton viste godt spil ved den internationale turnering
Badmintonspillerne Jens-Frederik Nielsen, Sequssuna Fleischer Schmidt, Toke Ketwa-Driefer, Taatsiannguaq Pedersen og Tina A. Rafaelsen deltog alle ved Iceland International 2020 i Reykjavik i sidste uge.
Stærke lande som Indonesien, Malaysia, Danmark, England og Frankrig deltog ved turneringen.
Jens-Frederik Nielsen var direkte kvalificeret til hovedturneringen i single. Han tabte i første runde mod briten Heng Lin Ngan med cifrene 21-13 og 21-9.
Toke Ketwa-Driefer røg ud i første kvalifikationsrunde, da han tabte mod islændingen Daniel Johannesson med 21-15 og 21-12, mens Sequssuna Fleischer Schmidt nåede frem til anden kvalifikationsrunde.
I sin første kamp vandt han over Steinthor Emil Svavarsson fra Island, mens han tabte mod Jesper Borgstedt fra Sverige i anden kvalifikationsrunde i tre sæt, 21-13, 20-22 og 21-9.
Taatsiannguaq Pedersen var tæt på at nå hovedturneringen - han nåede tredje og sidste kvalifikationsrunde. Her tabte han dog til danskeren Rasmus Skovborg med 21-10 og 21-11.
I damesingle tabte Tina Amassen Rafaelsen sin første kamp i hovedturneringen, da det blev til et nederlag på 21-7, 13-21 og 21-7.
Anden runde som bedste resultat i double
Toke Ketwa-Driefer og Sequssuna Fleischer Schmidt nåede længst i herredouble, da de røg ud i anden runde i hovedturneringen. I deres første kamp slog de det islandske modstandere, 21-18 og 21-12. De røg efterfølgende ud, da de tabte 21-7 og 21-16 over danskerne Rasmus Skovborg og Søren Toft.
Første runde var endestationen for Jens-Frederik Nielsen og Taatsiannguaq Pedersen i herredouble, da de tabte til deres spanske modstandere med 21-12 og 21-15.
Efter walkover i første runde, tabte Taatsiannguaq Pedersen og Tina Amassen Rafaelsen deres anden runde-kamp i mixed-double mod islandsk par med 21-9 og 21-16.
Spillede mod stærke modstandere
- Alle de grønlandske spillere gjorde det godt og fik spillet mange gode kampe. Inden turneringen var det et mål om først og fremmest at spille os i hovedturneringen fra kvalifikationen. Dette lykkedes, og vi fik doubler videre fra første runde og til anden runde, hvilket betød, vi var blandt de sidste 16 i turneringen, skriver badmintonforbundet på sin facebook-side.
- At møde modstandere, der kan spille i højere tempo, end vi er vant til og samtidig spille mere skarpt og sikkert, er en udfordring for os. Det er ikke nyt for os, at de internationale spillere har meget kvalitet og tempo, og det arbejder vi fortsat videre med i den daglige træning, lyder det.
Næste opgave for landsholdet er EM for herrer, der skal spilles i Frankrig i februar.