Aasiaat Midnight Sun Marathon: - Rigtig mange deltog

Lidt over 250 løbere fra flere lande og flere byer og bygder i Grønland deltog i Aasiaat Midnight Sun Marathon.

Der er blevet uddelt lidt over 200 medaljer ved Aasiaat Midnight Sun Marathon.
Offentliggjort

Fredag løb Aasiaat Midnight Sun Marathon af stablen.

Det populære løb samlede lidt over 250 deltagere.

I konkurrencen var der mulighed for at vælge imellem fire distancer: Den korte på 4,2 kilometer, 10,5 kilometer, 21 kilometer og 42,195 kilometer, som er den traditionelle maratondistance.

På sidstnævnte distance var Pilutaq Berthelsen fra Ilulissat den hurtigste med en tid på 3 timer, 23 minutter og 46 sekunder, mens Agne Macy fra USA var den hurtigste kvinde med en tid på 3 timer, 53 minutter og 20 sekunder.

Resterende distancer

På 10,5 kilometer for kvinder var det Andrea Knudsen, Jane Vandelbo og Arnaq Eskildsen alle fra Aasiaat, der kom ind på henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen .

På 10,5 kilometer for herrer var det Lars Ole Lyberth, Anthon Søholm og Aqissiaq Semsen alle fra Aasiaat, der kom ind på henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen.

På 21 kilometer for kvinder var det Nukarleq Jeremiassen fra Danmark, som kom i mål først og derefter kom Karen Dorthe Brandt og Marie Sandgreen begge fra Aasiaat.

På 21 kilometer for herrer var det Minik Olsvig Svendsen fra Ilulissat, der vandt efterfulgt af Frederik Flindt Hansen og Joakim Kjørulff begge fra Aasiaat.

30 års jubilæum

Deltagerne kom fra forskellige lande og flere byer og bygder. Ifølge Paneeraq Sandgreen, som er ansvarlig for løbet, var de udefrakommende deltagere primært fra Ilulissat, Qeqertarsuaq og USA.

- Vi siger tak til vores frivillige, som sørgede for, at det hele gik, som det skulle, og tak til deltagere, tilskuere og til alle vores sponsorer, siger Paneeraq Sandgreen.

Aasiaat Midnight Sun Marathon blev startet i 1994 og holder således 30 års jubilæum næste år i 2024.

Powered by Labrador CMS