WHO: Israel har bedt os tømme lager med nødhjælp i Gaza

En israelsk myndighed afviser blankt, at WHO er blevet bedt om at tømme et lager i det sydlige Gaza.

Mandag formiddag oplyste øjenvidner til nyhedsbureauet AFP, at adskillige israelske kampvogne var rykket ind i det sydlige Gaza. På billedet ses en eksplosion på himlen over Gaza mandag.
Offentliggjort

Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen WHO, skriver på X, at det israelske militær har bedt organisationen om at tømme et lager med nødhjælp i det sydlige Gaza.

Det skal ske, inden den israelske landoffensiv gør lageret ubrugeligt, skriver generalsekretæren på X.

- I dag har WHO modtaget en meddelelse fra det israelske militær om, at vi skal fjerne vores forsyninger fra vores medicinske lager i det sydlige Gaza i løbet af 24 timer, da landoffensiven vil gøre det ubrugeligt, skriver WHO-chefen på X.

- Vi opfordrer Israel til at trække ordren tilbage og tage alle forholdsregler for at beskytte civile og civil infrastruktur, herunder hospitaler og humanitære faciliteter.

Afviser at have sendt advarsel

Cogat, som er en israelsk myndighed, der har ansvar for koordinering i de palæstinensiske områder, afviser, at en sådan advarsel er blevet givet til WHO.

- Sandheden er, at vi ikke har bedt jer evakuere lageret, og det har vi også gjort klart (også på skrift) over for de relevante FN-repræsentanter, lyder det fra Cogat på X.

- Vi ville i det mindste forvente, at en embedsmand fra FN var mere præcis.

Det britiske medie BBC har kontaktet det israelske militær for at få en kommentar til oplysningerne fra WHO, men der er ikke umiddelbart kommet et svar.

Rykket ind i det sydlige Gaza

Mandag formiddag oplyste øjenvidner til nyhedsbureauet AFP, at adskillige israelske kampvogne var rykket ind i det sydlige Gaza.

Det skete, efter at Israel søndag meddelte, at det havde udvidet dets landoffensiv til at omfatte hele Gaza.

BBC skriver mandag aften, at mere end 50 luftangreb har ramt i og omkring byen Khan Younis, der ligger i det sydlige Gaza.

Journalister, der befinder sig på hospitalet Nasser i byen, siger, at dusinvis af tilskadekomne er blevet transporteret til hospitalet i civile køretøjer.

Al telekommunikation er nede

Det skyldes blandt andet, at telefonforbindelsen er nede for mange indbyggere i Gaza.

Mandag aften oplyser det største telekommunikationsselskab i Gaza ifølge AFP, at forbindelsen til mobiltelefoni og internet er nede i enklaven.

- Vi er kede af at meddele, at al telekommunikation i Gaza er nede på grund af, at den primære fiberrute er blevet skåret af fra israelsk side, lyder det fra PalTel i et opslag på sociale medier.

- Gaza er uden forbindelse igen.

Powered by Labrador CMS