Vigtig uddannelse i Grønland

For første gang er det lykkedes at arrangere et ATLS-kursus i Grønland

20 læger og sygeplejersker bliver nu uddannet som specialister i at give den allerbedste og hurtigste livreddende behandling til mennesker, der er kommet akut og alvorligt til skade. Det sker på et kursus her på DIH efter påske. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- ATLS er engelsk og betyder Advanced Trauma Life Support, og det er en knivskarp træning i at modtage og give livreddende behandling til mennesker, der er kommet svært og alvorligt til skade, oplyser overlæge i anæstesi ved Dronning Ingrids Hospital Jacob Kanstrup.

Dette kursus tilbydes nu for første gang i Grønland

Det betyder, at 20 grønlandske sygeplejersker og læger nu får muligheden for at dygtiggøre sig og få den specialviden gennem et tre dage langt intensivt kursus.

Kurset finder sted efter Påske, d. 28. – 30 april. på Dronning Ingrids Hospital,oplyser Jacob Kanstrup ved Dronning.

Alle deltagerne har læst et stort pensum gennem flere måneder for at være klar til kurset, der sluttes af med skriftlig og praktisk eksamen.

- En del af det udstyr, der indgår i undervisningen, har vi selv heroppe på Sana. Men en stor del af udstyret er fløjet hertil i et C130 Hercules-fly med hjælp fra Flyvevåbnet og Luftgruppe Vest i Kangerlussuaq. fortæller Jacob Kanstrup.

- Der skal bruges meget udstyr for at kunne træne så livagtigt som muligt, og på den måde kan det godt sammenlignes med en slags simulator, som også kendes fra træning af piloter, mener han.

På kursusdagene vil deltagerne og instruktørerne brede sig på D.I.H. Lægeklinikken stiller lokaler og kontorer til rådighed. Mange frivillige hjælper og skal medvirke som modeller og sminkes, så de ligner alvorligt tilskadekomne.

Til at undervise og træne med kursisterne kommer 10 meget erfarne læger og kirurger fra blandt andet RigsHospitalets Traume-center.

En af underviserne er Overlæge og hjertekirurg Benedict Kjærgaard fra Ålborg, der er specialist i at behandle mennesker, der har været stærkt nedkølede.

Benedict Kjærgaard blev som specialist kontaktet i forbindelse med den tragiske drukneulykke ved Præstø her i vinter, hvor 14 unge kæntrede med en kano i iskoldt vand.

På Dronning Ingrids Hospital har en gruppe læger og sygeplejersker længe været i gang for at sætte programmet sammen. De praktiske forberedelser til det store kursus har været i gang i et år.

- Nu har vi alt klar til kursus, og er klar til at tage mod kursister og instruktører, siger Jacob Kanstrup og tilføjer:

- Det er et stort skridt fremad for uddannelsen i sundhedsvæsnet i Grønland, at det er lykkedes at arrangere et sådant kursus heroppe for første gang. Det betyder, at 20 grønlandske læger og sygeplejersker får muligheden for at bringe sig i faglig topform.

- De bliver uddannet som specialister i at give den allerbedste og hurtigste livreddende behandling til mennesker, der er kommet akut og alvorligt til skade. Det er et kursus der er til gavn for vore patienter her i landet, siger Jacob Kanstrup.

Powered by Labrador CMS