Verdens ledere lykønsker Obama

Det vælter ind med lykønskninger, efter Barack Obama i nat blev genvalgt som USAs præsident. Du kan også ønske Obama tillykke

Obama kunne i nat grønlandsk tid lade sig hylde med familien i Chicago. Foto: Polfoto/AP Photo/Carolyn Kaster
Offentliggjort

Lykønskninger til den amerikanske præsident Barack Obama vælter ind.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne, lykønsker Barack Obama med genvalget, så han forbliver USAs 44. præsident.

- Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet. Jeg har mødt præsidenten i flere sammenhænge. Han er et inspirerende menneske med klarer visioner for fremtiden, skriver hun på Statsministeriets hjemmeside.

Statsministeren, som er på besøg i Sydøstasien, fortsætter:

- Især i krisetider har vi brug for visionære ledere, der skaber sociale forbedringer, holder sammen på fællesskabet og sikrer job og muligheder for de mange.

Kina lykønsker
Også Kinas præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao har sendt lykønskninger til præsident Obama i forbindelse med hans genvalg som præsident i USA, fortæller Hong Lei, talsmand for Kinas udenrigsministerium.

- Jeg ser frem til at arbejde med Obama-administrationen over de næste fire år for at finde måder til at øge handlen og investeringerne mellem vore lande, lyder det fra USAs nabo mod nord, Stephen Harper, Canadas premierminister.

Fra Europa ønskes Obama også tillykke med genvalget:

- Varme lykønskninger til min ven BarackObama. Ser frem til fortsat samarbejde, skriver David Cameron, Storbritanniens premierminister, på sin Twitter-konto.

Samarbejde om krisen
- Jeg har sat stor pris på vore mange møder og drøftelser om alle spørgsmål om udvikling af det tysk-amerikanske forhold og det transatlantiske forhold, ikke mindst når det gælder den globale finansielle og økonomiske krise, skriver Angela Merkel, Tysklands forbundskansler, i et lykønskningstelegram til Obama, mens François Hollande, Frankrigs socialistiske præsident, der åbent støttede Obama i præsidentvalget i USA, giver følgende salut:

- Et vigtigt øjeblik for USA og også for verden.

Barack Obama ønskes også tillykke fra Mellemøsten:

Håb om palæstinensisk stat
- Premierministeren lykønsker USAs præsident med sejren i valget. Den strategiske alliance mellem Israel og USA er stærkere end nogensinde, lyder det fra Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, der nok ikke deler håbet fra Palæstina:

- Vi håber, at en palæstinensisk stat implementeres i Obamas næste periode, fastslår Saeb Erekat, palæstinensisk fredsforhandler.

Israels nabo i Egypten håber, at Obama vil arbejde for landets interesser:

- Vi lykønsker det amerikanske folk med dets valg, og vi håber, at den nyvalgte amerikanske administration vil arbejde for at opfylde både det amerikanske og det egyptiske folks interesser, lyder det fra Yasser Ali, talsmand for Egyptens præsident, Mohamed Mursi.

Endelig er der også hilsner fra Sydafrika:

- Vi værdsætter vort forhold til USA og ser frem til at styrke det bilaterale samarbejde i årene, der kommer.
Sydafrikas præsident, Jacob Zuma.

Sermitsiaq.AG vil dagen igennem indhente grønlandske kommentarer til Obamas genvalg.

Du kan ønske Barack Obama tillykke med valget i kommentarfeltet herunder:

Powered by Labrador CMS