Venteliste til boliger vokser i Aasiaat

Siden det første kvartal af 2022 er antallet af borgere, der er på venteliste til en bolig gennem INI A/S i Aasiaat steget med 70. I alt 204 borgere er nu på en venteliste til bolig i Aasiaat.

Flere borgere er på ventelisten til en lejebolig gennem INI A/S i Aasiaat. Hvert tredje på ventelisten er en ung mellem 18 og 35 år.
Offentliggjort

Antallet af borgere, der søger en bolig gennem INI A/S i Aasiaat er steget med 70 borgere siden det første kvartal af 2022.

Det oplyser Naalakkersuisoq for boliger Erik Jensen (S) i et svar til Kristian Jeremiassens paragraf 37-spørgsmål om boliger og byggeriplaner i Aasiaat.

Dermed er der nu ifølge naalakkersuisoqs oplysninger 204 borgere, der er på en venteliste til en bolig gennem INI A/S i Aasiaat.

- INI A/S oplyser, at der er 204 boligsøgende i Aasiaat, heraf er 95 mellem 18 og 35 år.

- Det fremgår af hjemmesiden, at den gennemsnitlige ventetid for en bolig i Aasiaat pr. 31. marts 2022 er opgjort til 11 måneder, oplyser naalakkersuisoq for boliger Erik Jensen i sit svar.

Ingen udsigt til ungdomsboliger

Kommune Qeqertalik og selvstyret har dog indgået en aftale om at bygge i alt tre højhuse med lejeboliger. Når højhusene står klar, vil i alt 60 lejekontrakter blive indgået med borgere, og dermed mindske antallet af borgere på ventelisten i Aasiaat.

Medlem af Inatsisartut Kristian Jeremiassen, IA, har stillet en række spørgsmål omkring boligsituationen i Aasiaat, deriblandt om Naalakkersuisut har planer om at bygge ungdomsboliger i Aasiaat.

Der er dog ingen udsigt til snarligt byggeri af ungdomsboliger ifølge naalakkersuisoqs svar til Jeremiassen.

Naalakkersuisut forventer, at nye ungdomsboliger i tre byer kan ibrugtages i 2024.

Disse byer er:

Upernavik med i alt fire ungdomsboliger

Qasigiannguit med i alt fire ungdomsboliger

Tasiilaq med i alt otte ungdomsboliger

Samtidig er der også planer om opførelse af ungdomsboliger i Uummannaq, Kangaatsiaq og Ittoqqortoormiit, oplyser Erik Jensen i sit svar. Aasiaat er ikke nævnt i planerne.

Powered by Labrador CMS