Vejen til den rigtige prævention

Jeg ligger på sygehusets briks og holder øjnene fuldstændig lukket. Der ligger en skalpel ved siden af mig. Den stirrer på mig. Koldt og hensynsløst.

Omringet af sygehusets hvide betonvægge, der nærmest virker kyniske denne morgen, venter jeg på lægen, der skal fjerne min p-stav. Lægen fortæller mig, at hun vil lokalbedøve min overarm, så proceduren ikke bliver smertefuld. Jeg nikker og prøver at ignorere skalpens stirren.

Selvom den lille fleksible plastikstav, præventionsmidlet p-staven, har forhindret mig i at få flere børn, og sparet mig for en del søvnløse nætter på grund af skrigende babyer (tak gud for det), har min krop reageret så voldsomt på den, at jeg til sidst ikke kunne ignorere det.

Jeg havde menstruation nærmest tre fjerdedele af en måned, selv halvandet år efter jeg fik den sat ind i armen. Nu skal den fjernes.

Tik tok. Minutterne går alt for langsomt. Mine tanker raser. Jeg tænker på den lille stav, et enkelt stykke lille plastik, som alligevel spiller en rolle i at holde antallet af provokerede aborter i Grønland nede.

I 2024 blev der registreret 926 provokerede aborter. Ud af dem blev 709 gennemført medicinsk, mens 217 var kirurgiske indgreb. Dermed er der fortsat flere kvinder, der får foretaget en provokeret abort, end der bliver født børn i Grønland.

Antallet af aborter faldt dog en smule i 2024 sammenlignet med året før, hvor tallet lå på 1.034 i 2023.

De fleste aborter blev foretaget blandt kvinder i 20-erne og begyndelsen af 30-erne. Den gennemsnitlige alder var 27 år.

Rettet mod kvinder

Præventionsformerne, der tilbydes i Grønland, er de samme som anvendes i de nordiske lande, og valget af prævention afhænger af en række faktorer, mens sundhedspersonalet rådgiver borgere ud fra individuelle ønsker og behov.

Mens jeg mærker lægens skalpel glide gennem huden på min overarm, rammer tanken mig: Hvorfor er det næsten kun kvinder, der bærer byrden for prævention?

Mænd har kun to muligheder: Kondom eller sterilisering.

Hvis mænd vælger at få snippet deres sædledere, er muligheden for at få børn udelukket. Kvinder kan til gengæld fjerne eller stoppe deres prævention, når ønsket om at blive gravid opstår. Ansvar, fleksibilitet og konsekvenser ligger ikke de samme steder.

Jeg holder ofte øje med forskningen indenfor mandlig prævention, og igen og igen støder jeg på de samme bekymringer i studierne: hårtab, fedtet hud, humørsvingninger og nedsat libido.

Som kvinde kan jeg næsten ikke lade være med at smile skævt. Som om vi ikke mister håret i totter, når vi ammer. Som om prævention ikke i årevis har påvirket vores humør. Som om libidoen topper, lige efter man har presset – for mit vedkommende – en fem et halvt kilo tung baby ud.

Præventionsformer som Det Grønlandske Sundhedsvæsen tilbyder til kvinder er: hormonspiralen, kobberspiralen, p-staven, p-pillen, p-sprøjten, pessaret, p-ringen, femidomet og sterilisation.

Spiral eller ej?

AG kunne i sidste uge fortælle, at sundhedsvæsnet i stor stil oplever, at kvinder vælger spiralen fra som præventionsform på grund af spiralsagen. Når sundhedsfagligt personale gennemgår de forskellige præventionsmuligheder med kvinder, oplever de ofte, at spiralen afvises med det samme på den baggrund af spiralsagens historiske betydning.

Jeg rejser mig fra briksen, og med p-staven ude, føler jeg mig både lettet og fri. På vej ud af sygehuset, tænker jeg på hvilken præventionsform, der passer bedre til mig. En løsning, hvor jeg ikke behøver at tømme butikkerne for bind og tamponer.

Hormonspiralen er en mulighed, jeg seriøst overvejer.

Ærlig talt skræmmer spiralsagen mig også lidt. Men det er spiralen selv, der er blevet brugt forkert. Det er ikke spiralen som præventionsform, der er noget galt med, argumenterer jeg i mit hoved.

Den kræver heller ikke daglige eller ugentlige rutiner. Nu gælder det om at finde den vej, der lader mig leve mit liv fuldt ud, uden at måtte betale prisen i blødende nætter eller urolige tanker.

Jeg undrer mig over, hvor besværligt det kan være at vælge prævention. Og når aborttallene samtidig er så høje, kan jeg ikke lade være med at spørge: Hvad er egentlig den største udfordring? Måske handler det ikke kun om mangel på muligheder, men også om manglende viden, tabuer og om at finde prævention, der passer til ens egen krop og liv?