Valgansvarlige i USA kalder 2020-valg det mest sikre nogensinde

Der er ingen beviser på stemmesnyd ved valget i USA, konkluderer de ansvarlige for sikkerhed og gennemførelse.

Der demonstreres fortsat mod valgresultatet som nogle Trump-støtter mener er resultatet af snyd med stemmerne.
Offentliggjort

Valget i USA den 3. november var det "mest sikre valg i amerikansk historie".

Det konkluderer en sammenslutning af føderale og statslige valgmyndigheder i USA i en fælles udtalelse natten til fredag dansk tid.

- Valget den 3. november var det mest sikre i amerikansk historie. Lige nu, på tværs af landet, er valgmyndigheder ved at gennemgå og dobbelttjekke hele valgprocessen, inden de færdiggør resultatet, oplyser valgmyndighederne.

Bag udtalelsen står valgkoordineringsudvalgene Election Infrastructure Government Coordinating Council og Election Infrastructure Sector Coordinating Council.

Trump erkender ikke nederlag

Det ene udvalg består af føderale og statslige embedsmænd og det andet af private partnere. Alle med ansvar for sikkerheden og gennemførelsen af valget.

- Der er ingen beviser på, at noget stemmesystem har slettet eller tabt stemmer, ændret stemmer eller på nogen måde er blevet kompromitteret, lyder det videre.

Præsident Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til demokraten Joe Biden.

Allerede på valgnatten erklærede Trump sig som vinder, og han har adskillige gange sagt, uden at fremlægge beviser for det, at han er blevet frarøvet sejren som følge af udbredt valgsvindel.

Har anlagt sager

Trump og Det Republikanske Parti har desuden bebudet søgsmål mod stemmeoptællingen i flere af de delstater, hvor Biden vandt.

- Alle de delstater, hvor resultatet af præsidentvalget i 2020 er tæt, har dokumentation for hver eneste stemme, hvilket gør det muligt at gå tilbage og tælle hver eneste stemme igen, hvis det er nødvendigt, skriver embedsmændene i udtalelsen.

- Vi ved, at der er mange ubegrundede påstande og muligheder for misinformation om vores valgproces, men vi kan forsikre jer om, at vi har den største tillid til sikkerheden og integriteten af vores valg. Og det bør I også have, lyder det videre.

Powered by Labrador CMS