Unge havner i kokain-fælden i København
En gruppe unge grønlændere i København lever i et massivt misbrug. Oven i øl og hash kommer i stigende grad kokain.
En gruppe på omkring 50 unge grønlændere i København lever i helt på kanten af samfundet. For omkring to år siden begyndte socialarbejdere i byen at registrerer, at der dukkede stadig flere unge op i misbrugsmiljøerne.
- 70 procent svarer, at deres forbrug af rusmidler øges, når de kommer til Danmark. Dette skyldes mange faktorer, men er især en konsekvens af det netværk de opholder sig i, siger Mille Schiermacher fra det Grønlandske Hus i København.
Hun har været tovholder på en undersøgelse blandt knap 50 af de unge udsatte.
Stjerneskibet på Christiania var et af de steder, hvor de unge begyndte at dukke op.
- De unge drikker ikke måske så meget. De ryger i højere grad og hash, og som vi også hører andre steder fra, så tager de også hårdere stoffer, siger Jannie Getreuer Michaelsen fra København Kommunes hjemløseenhed på Christiania.
Bliver tilbudt stoffet på Sundholm
På selve Christiania er kokain ilde set, så her skilter man ikke med det, hvis man tager stoffet.
Miljøet omkring herberget Sundholm er hårdere, og her er kokain åbenlyst i omløb.
- I modsætning til de lidt ældre, som holder sig til alkohol og hash, så begynder de unge også at bruge kokain, heroin og andre stoffer når de kommer hertil, siger Jeanette Madsen, der er socialfaglig medarbejder på Natcaféen på Sundholm.
- De bliver mere direkte præsenteret for disse stoffer i miljøet her på Sundholm end ude i byen.
Lederen af Natcaféen, Henrik Bolling har endda oplevet, hvordan unge grønlændere er blevet præsenteret for kokain, da de blot kom på Sundholm for at møde bekendte.
- Vi har set unge, der kom herude på besøg fra Grønland i Tivoli og straks fik tilbudt kokain. Det førte til konflikt med nogle af de ældre grønlændere, der vil beskytte de unge. Det endte i voldeligt opgør mellem kokain-dealerne og de ældre grønlændere, fortæller han.
Vold
Og netop volden er en tro følgesvend af kokainen.
- Det er en gradvis udvikling hen mod det meget voldelige, og det hænger i mine øjne tæt sammen med stofferne. Førhen var det ikke ok at tage andet end hash og alkohol, og nu er det blevet ok også at tage kokain. Og det er der faktisk en meget stor del af de unge grønlændere vi ser herude, der gør, siger Patrick Mølholm, der er kontaktperson på Herbergscentret på Sundholm. På Herbergscentret kan hjemløse bo i en længere periode. Og her har Patrick Mølholm oplevet, hvordan volden i perioder eskalerede og først aftog, da flere blev dømt.
- Det at de ikke kender kokain på forhånd betyder nok, at de meget hurtigere bliver udadreagerende og voldsomme, vurderer han.
Manglende kendskab til kokain
Hans kollega Jeanette Madsen er enig.
- De er nok ikke så bekendt med, hvad kokainen gør ved dem. Stoffer er meget mere voldsomt og meget mere afhængighedsskabende end hash.
Undersøgelsen fra det Grønlandske Hus når ligeledes frem til, at kokain er blevet almindeligt blandt de udsatte unge.
- Det er meget bekymrende, da der ikke er den slags stofscene i Grønland, så de ved ikke helt, hvad stoffet har af konsekvenser for dem. Det gælder både den smitterisiko der er, hvis man ikke sørger for at have rene redskaber. Men det gælder også deres adfærd, da kokain kan udløse mere aggressiv og voldelig adfærd, siger Mille Schiermacher.
Hun mener, at man i det mindste bør fortælle de unge, hvordan forhindrer de værste konsekvenser af det nye stof.
- Hvis den ændrede stofkultur blandt de unge er en tendens, der er blivende, ville det være en god idé med en grønlandsk-sproget oplysningskampagne om, hvad man skal tænke over i forhold til at mindske skaderne.