dødsfald
Ung mand omkommet i lavine
Tragisk ulykke ved Nuuk kostede lørdag en ung mand livet
En ung mand er afgået ved døden, efter at han lørdag blev fanget i en lavine ved Kobbefjorden ved Nuuk. Det skriver TV2.DK. Ulykken er bekræftet af politiet i Nuuk overfor flere medier.
På Facebook skriver snescooterforening Qamutit, at den 27-årige vil blive husket som en glad dreng, en god ven og en fantastisk dygtig snescooterkører.
- I dag skete det, vi alle snakker om ikke må ske, skriver foreningen i et opslag på deres facebook-side.
Forsvandt i snemasserne
Den 27-årige mand var på tur med flere venner, da han blev fanget af snemasserne.
- Der blev ledt, gravet, kørt og ringet efter hjælp, men på trods af alles indsats lykkedes det desværre ikke at redde Simon, skriver Qamutit.
Det var den 27-åriges venner, der slog alarm til politiet.
Kondolencer og lys
I aftens blev der tændt lys foran den afdødes hus. Også andre steder i Grønland blev der tændt et lys for at ære den unge mands minde.
På den omkomnes facebook-side er der natten igennem kommet kondolencer fra venner og bekendte.
- Til alle jer, der var involveret i dagens tragiske hændelse. Det er vigtigt, at I får talt med nogen om dagens begivenheder. Så hvis I har en kæreste, kone, mor, fætter eller bare en god ven som kan lytte, så tal med dem, opfordrer snescooterforeningen og tilbyder, at man også kan kontakte dem.