Ung kvinde tæsket og voldtaget

Voldtægtsmand fulgte efter 22-årig grønlandsk kvinde over en stor afstand, før han overfaldt hende på Ålekistevej i København

Foto: Polfoto
Offentliggjort

En ung kvinde blev slået talrige gange i hovedet under en voldtægt på åben gade i Brønshøj tidligt søndag morgen, oplyser politiet, der beder om hjælp fra vidner for at få opklaret den grove sag.

Selve overfaldet skete på Ålekistevej ved halvsekstiden, og gerningsmanden var fulgt efter hende i temmelig lang tid. Kvinden, der er 22 år og har grønlandsk baggrund, var forinden kommet til Flintholm Station, hvorfra hun gik mod Ålekistevej.

- Hun råbte op i begyndelsen, men så turde hun ikke råbe mere, siger den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi.

Offeret er meget medtaget. Hun blev tildelt adskillige slag i hovedet både bagfra og forfra, og på Rigshospitalet skal det undersøges, om hun også pådrog sig for eksempel kraniebrud.

Overfaldsmanden er lidt mørk i huden og talte engelsk. Han er cirka 170 centimeter høj og sidst i 20'erne, lyder beskrivelsen. Han har kort, sort kraftigt hår og var iført en brun jakke med hætte med pelskant og sorte bukser.

Voldtægten skete tilsyneladende i en gård i nærheden af Ålekistevej 234, og politiet er meget interesseret i henvendelser fra borgere, der så manden.

Powered by Labrador CMS