Ung kandidat: Grønland skal være tosproget

18-årige Sofus Fenger Hove stiller op til Inatsisartut for Samarbejdspartiet. Ved vælgermøderne har han fået hjælp fra andre kandidater eller blandt tilhørere, da han ikke kan grønlandsk.

Sofus Fenger Hove er formand for Samarbejdspartiet Ungdom, og stiller op til Inatsisartut
Offentliggjort

Formanden for Samarbejdspartiets Ungdom Sofus Fenger Hove er en af partiets otte kandidater til Inatsisartut.

Han går i 2. GUX på Qeqqani Ilinniarnertuunngorniarfik i Nuuk. Han er dansktalende, og kan ikke grønlandsk, hvilket har været en udfordring for ham under valgkampen.

- Grundlæggende tror jeg på, at vi kan være tosproget i Grønland, og det skal være muligt, når vi taler politik. Ellers udelukker vi en stor del af samfundet, som ikke taler grønlandsk. De dansktalende skal have mulighed for at følge med, siger han til Sermitsiaq.AG.

Efterlyser bedre tolkning

Der har været perioder i valgkampen, hvor Sofus Fenger Hove har følt, at han lignede et stort spørgsmålstegn, på grund af dårlig tolkning til vælgermøderne.

- Men jeg tror dog på, at nogle af vælgerne forstår mig, og jeg vil jo gerne komme ud med mine budskaber, da jeg vil bringe vores mærkesager frem, siger han.

Under de lokale vælgermøder har den unge kandidat fået hjælp fra andre kandidater og vælgere, til at oversætte, hvad der bliver drøftet ved vælgermødet.

- Men et demokrati kræver, at vi inkluderer alle borgere. Tidligere har vælgermøderne været delt i to, men den nuværende struktur kan godt lade sig gøre, hvis der er ordentlig tolkning, så vi bedst muligt kan forstå hinanden.

- Derfor kræver det et løft i uddannelsessystemet, så alle kan forstå hinanden bedre, fremhæver Sofus Fenger Hove.

Han mener også, at de dansktalende borgere skal have en bedre sprogindlæring på grønlandsk.

Lærer på grønlandsk

Han stiller op til valget, da han føler, at de unge stemme mangler i politik. Han prøver selv aktivt at lære grønlandsk.

- Jeg går til undervisning på A-niveau. Det er dog lidt op ad bakke, men jeg lærer altid noget, når undervisningen er færdig, lyder det fra Sofus Fenger Hove.

Powered by Labrador CMS