Ukraine nedskyder værdifulde russiske fly

Ukraines hærchef siger, at Ukraine har ramt nogle af Ruslands dyreste og vigtigste kommandofly.

Ukraines forsvar er lykkedes med at skyde værdifulde russiske fly ned. Nedskydningen er sket ude over det Azovske Hav. Billedet her er et arkivfoto fra fronten i krigen inde i landet.
Offentliggjort

Ukraine har mandag nedskudt et russisk Beriev A-50 radarfly samt et Ilyushin Il-22 kommandofly over det Azovske Hav syd for Ukraine.

Det siger den ukrainske hærchef Valerij Zaluzjnyj.

- Tak til luftvåbnet for den fremragende planlagte og gennemførte operation i Azov-regionen!, skriver Zaluzjnyj på Telegram.

Det russiske forsvarsministerium har ikke officielt bekræftet nedskydningen af flyene.

Beriev-flyene er nogle af Ruslands dyreste og vigtigste kommandofly, skriver nyhedsbureauet Reuters. Russerne bruger disse fly til at koordinere missioner og overvåge frontlinjen.

Rusland har angiveligt ni Beriev A-50-fly i sit arsenal inklusive fire moderniserede A-50U-fly. Det fremgår af en rapport fra tænketanken The International Institute for Strategic Studies (IISS) fra 2021.

De skulle koste cirka to milliarder kroner per fly.

Det russiske forsvarsministerium sagde tidligt sidste år, at de moderniserede A-50U-fly har udført missioner under krigen i Ukraine.

A-50-flyene kan scanne et område på flere hundrede kilometer for fjendtlige fly, skibe og missiler.

Nogle russiske militærbloggere siger, at nedskydningen er et stort tab for det russiske luftvåben.

- Der er ikke mange A-50'ere. Og de specialister, der flyver dem, er generelt sjældne. Hvis et fly af denne slags bliver ramt, vil besætningen ikke kunne flygte, skriver Rybar, som er en russisk blogger med næsten 1,2 millioner abonnenter.

Han støtter og kommenterer løbende Ruslands krig i Ukraine.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS