Udslip: 40.000 liter diesel pumpet op fra sø

Fredag var der et stort udslip af cirka 120.000 liter dieselolie i Kulusuk. Politiet oplyser, at al dieselolien nu er samlet op.

Offentliggjort

Politiet meddeler, at der nu fuldt ud er styr på situationen i Kulusuk, hvor der fredag skete et udslip på omkring 120.000 liter dieselolie fra en tank.

- Skadernes omfang er i høj grad begrænset af en hurtig reaktion fra Mittarfeqarfiit og Beredskabsmyndighederne.

- Oprydningsarbejdet har blandt andet bestået i at dieselolien pumpes tilbage i oplagstanke. Der er samlet cirka 40.000 liter olie op fra en sø, skriver vagtchef Jens Rønberg i en pressemeddelelse.

Udslippet skete på land, hvor olien er sivet ud i nogle søer, og noget er sivet videre ud i havet.

Ikke sundhedsfarligt for beboerne

Brandvæsen, politi, kommunale myndigheder og Mittarfeqarfiit har på trods af dårligt vejr i området arbejdet hele fredagen på at begrænse udslippet i naturen.

- Det vurderes umiddelbart, at udslippet ikke er sundhedsfarligt for bygdens beboere, og at det ikke kommer til at påvirke dyr eller planter i havet på længere sigt, skriver vagtchefen videre.

Han oplyser, at der lørdag har været holdt et møde mellem brandvæsen, politi, kommunale myndigheder, Arktisk Kommando, Departementet for Natur og Miljø og Mittarfeqarfiit.

- På mødet blev sagen gennemgået og vurderingen fra myndighederne er, at oprydningsarbejdet nu slut – på trods af det dårlige vejr i området. Uheldet vil ikke påvirke vinterens forråd af dieselolie, skriver Jens Rønberg.

Powered by Labrador CMS