Tyskland vil give Ukraine moderne luftforsvar og radarsystem
Rusland advarer USA om, at militær støtte til Ukraine er "ekstrem negativ" og øger risiko for direkte krig.
Tyskland sender det avancerede luftforsvars missilsystem MD, der er kendt under navnet "IRIS-T SLM", til Ukraine.
Det meddeler den tyske forbundskansler, Olaf Scholz. Det sker, samtidig med at Rusland advarer om, at USA's beslutning om at sende avancerede raketsystemer og ammunition til Ukraine er "ekstremt negativ" og øger risikoen for direkte konfrontation.
- Tyskland vil forsyne Ukraine med et moderne luftforsvarssystem sammen med et radarsystem, som kan sporeartilleri, siger Scholz i Forbundsdagen.
Han understreger samtidig, at Tyskland i forbindelse med at gøre sig mere energiuafhængig af Rusland vil optrappe bestræbelser på at skabe klimabeskyttelse.
- Vi vil opnå energiuafhængighed så hurtigt som muligt, siger den socialdemokratiske regeringschef i en tale i det tyske parlament.
I Moskva siger den russiske viceudenrigsminister, Sergei Ryabkov, til det statslige nyhedsbureau Ria Novosti, at USA's militære støtte til Ukraine er "ekstremt negativ".
Han henviser specifikt til amerikanske planer om at sende missilsystemer af typen Himars til Ukraine.
Himars-missiler findes i flere forskellige typer. Typen, som skal sendes til Ukraine, kan kun affyre missiler over korte afstande. Mere præcist kan de ramme mål inden for cirka 80 kilometers afstand.
USA's præsident, Joe Biden, har i et indlæg i New York Times understreget, at USA "hverken vil opfordre eller sætte Ukraine i stand til at ramme russerne uden for Ukraines territorie".
- Vi søger ikke en krig mellem Nato-landene og Rusland, skriver præsidenten.
I Berlin sagde Scholz, at Tyskland løbende har leveret militær støtte til Ukraine siden krigens begyndelse.
- Vi har blandt andet leveret over 15 millioner patroner, 100.000 håndgranater og over 5000 panserværnsminer, sagde han.